Adskillige ambulancer og en helikopter er ankommet

Torsdag aften spærrer et færdselsuheld en vej i begge retninger. Redningsmandskab er massivt til stede på uheldsstedet.

“Brandvæsen, ambulancer, akutlægebiler, fire-fem patruljer og en helikopter er her.”

Sådan lyder det torsdag aften fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der er til stede i nærheden af et kryds, hvor et voldsomt uheld har fundet sted.

Politiet oplyser, at man har spærret strækningen i begge retninger som følge af mandskabets arbejde på stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vejen er lige nu helt spærret som følge af uheldet – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

‘Vi er til stede ved et færdselsuheld i krydset Vordingborgvej/Grunderupvej i Rønnede. Vejen er spærret i begge retninger,’ skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.

Til Ekstra Bladet uddyber Kasper Skotte, der er vagthavende ved politikredsen:

‘Der er tale om en ulykke med to biler, og der er i alt fem personer involveret,’ fortæller han.

Derfor har man også sendt fem ambulancer ud til krydset. Vores udsendte fortæller, at flere af dem har forladt stedet med udrykning.

Ifølge den vagthavende skulle de implicerede personer dog være ved bevidsthed.

‘Jeg kender ikke status på personerne, men alle skulle være ved bevidsthed,’ siger han til mediet.

Anmeldelsen om uheldet indgik klokken 17.40.

“Helikopteren flyver afsted med en patient nu,” fortæller vores udsendte omkring klokken 19.15.

Omkring klokken 19.40 oplyser politiet på X, at Vordingborgvej nu er genåbnet.

Ifølge en sigtelse mod to teenagedrenge kulminerede ugers drabsplanlægning, da de stod over for deres offer og rettede en pistol mod hans hoved og bryst. Det gik dog ikke som planlagt.