Copenhell annoncerer ny stor bandpakke med legendarisk guitarist

Den københavnske metal- og rockfestival har allerede annonceret en lang række store navne. Nu kan de tilføje yderligere 17 bands til plakaten.

Selvom der stadig er mere end syv måneder til næste års Copenhell, har den københavnske metal- og rockfestival allerede annonceret en stor del af programmet.

De fire hovednavne Iron Maiden, Volbeat, Bring Me the Horizon og Twisted Sister er allerede på plads. Og en lang række andre bands som Alice Cooper, Papa Roach og Anthrax pryder også plakaten.

Nu bliver de tilbageværende pladser på den plakat endnu en gang indskrænket.

Copenhell kan nemlig annoncere en stor bandpakke med 17 nye navne til næste års festival.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Copenhell 2025.

En af de største guitarister nogensinde

Med dagens annoncering kan Copenhell først og fremmest tilføje to nye navne til den store Helveti-scene.

Det er den legendariske guitarist Tom Morello og det rutinerede punkband Social Distortion.

Tom Morello er bedst kendt som stifter af det stærkt politiske rapmetalband Rage Against the Machine og for sin tid i supergruppen Audioslave.

Hans ikoniske riffs på sange som ‘Killing in the Name’ og ‘Bulls on Parade’ har givet ham legendestatus og inspireret mange guitarister, der kom efter ham.

I 2023 fik han en 18.-plads på Rolling Stones liste over de største guitarister i historien.

Punkrockere med næsten fem årtier på bagen

Social Distortion blev dannet i 1978, men udgav først deres debutsingle tre år senere efter flere udskiftninger af bandmedlemmerne.

Bandet voksede ud af hardcore-scenen i Orange County, men adskilte sig med en lyd, der blandede punkrock med country, blues og klassisk rock’n’roll.

Bandet havde deres kommercielle storhedstid i 90’erne, hvor bandet udgav deres musik gennem det store pladeselskab Epic Records.

Mike Ness, der stiftede bandet som guitarist, men efter kort tid også overtog rollen som frontmand, gik stadig i high school, da Social Distortion blev dannet.

Han er det eneste oprindelige medlem tilbage i bandet, der udover Ness i dag består af rytmeguitarist Jonny “2 Bags” Wickersham, bassist Brent Harding og trommeslager David Hidalgo Jr.

Blandt de resterende 15 nye bands på plakaten er store navne som de moderne heavy metal-ikoner Mastodon, det britiske metalcoreband Bury Tomorrow og den schweiziske deathcorekvartet Paleface Swiss.

Næste års Copenhell løber af stablen fra den 24. til den 27. juni 2026.

Festivalen i Skanderborg kan tilføje yderligere ni navne til næste års program. Blandt dem er to store britiske sangere.