Især en politiker modtager voldsomme, racistiske og hadefulde kommentarer på Facebook. Mere end hver femte kommentar, som politikeren får, er såkaldte ‘sproglige angreb’.
‘Befri Danmark fra det usle møgdyr.’
Det er ingen overraskelse, at politikere skal lægge ører til lidt af hvert.
Op mod det forestående kommunal- og regionalvalg tyder det på, at de hadefulde beskeder i politikernes kommentarspor bliver flere og værre.
Ifølge en ny analyse fra Gravercentret og analysebureauet Analyse & Tal indeholder 7,8 procent af alle kommentarer på politikernes opslag den seneste måned sproglige angreb.
Især to politikere bliver udsat for de hadefulde kommentarer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

På den ubestridte – og nok uønskede – førsteplads sidder Frie Grønnes partileder Sikandar Siddique.
I hans kommentarspor er mere end hver femte kommentar et sprogligt angreb, ifølge analysen.
Politikeren lavede den 12. oktober endda et opslag, hvor over hver tredje kommentar var hadefuld. Det er også det kommentarspor, der er det mest hadefulde den seneste måned.
Derfor er det heller ikke fremmed for Sikandar Siddique at modtage de voldsomme kommentarer.
‘Det er en tsunami af racistisk affald, der kommer mod mig,’ siger han til TV 2.
Ifølge Frie Grønne-lederen er det en særlig trist tendens, fordi det afskrækker personer fra at deltage i både debatten og i politik. Sikandar Siddique fortæller til mediet, at han har mødt flere unge minoritetskvinder, der fravælger det, fordi de ikke vil angribes på samme måde, som Siddique bliver det.
‘På den måde har vi et demokratisk problem,’ lyder det.
Det ville være nærtliggende at tænke, at partierne bare kunne fjerne alle de hadefulde kommentarer. Men det er der slet ikke ressourcer til, siger partilederen til mediet.
‘Vi gør, hvad vi kan for at moderere, men vi har ikke kræfterne til det.’
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politisk set kan vi finde Sikandar Siddiques modpol hos Dansk Folkeparti.
Deres spidskandidat i København, Mikkel Bjørn, er nummer tre på listen over politikere med flest hadefulde kommentarer.
Selvom de to politikere er så langt fra hinanden som muligt på den politiske skala, har de alligevel en ting tilfælles. De hadefulde kommentarer påvirker dem ikke.
‘Jeg har nok udviklet en form for teflon,’ lyder det fra Mikkel Bjørn til TV 2.
Et sprogligt angreb defineres i analysen som ‘stigmatiserende, nedsættende, krænkende, stereotypiserende, ekskluderende, chikanerende eller truende ytringer rettet mod personer eller grupper.’
At være politisk uenig eller kritisere tiltag og ideer defineres ikke som et sprogligt angreb.
Det er Gravercentret, der i samarbejde med Analyse & Tal har indhentet data en gang i døgnet fra 3.000 kandidaters offentlige Facebook-sider.
I den seneste måned er der blevet analyseret 211.533 kommentarer på 2.173 lokalpolitikeres Facebook-sider fra 98 kommuner.
Partiet Frie Grønne møder kritik for valgplakat, der beskyldes for at have et antisemitisk budskab.