Uhyggelige vidnebeskrivelser: ‘Han skriger af smerte – der er ingen ord’

“Der er ikke nogen ord. Han skriger bare at smerte – og så bliver han skudt i hovedet.” Presse-fotos.dk har været i kontakt med et vidne, der på tætteste hold så bestialsk drab fredag aften på en tankstation

Fredag aften kort før klokken 17.00 blev 31-årige Jibril Martinez skuddræbt på Q8-tankstationen langs Ishøj Stationsvej i Ishøj.

I forbindelse med drabet har Presse-fotos.dk været i kontakt med et vidne, som så drabet ske.

Vidnet vil gerne fremstå anonymt af hensyn til sin egen sikkerhed, men Presse-fotos.dk er bekendt med personens identitet og har på billeder fra stedet kunne få bekræftet, at vedkommende har befundet sig ved tanken på tidspunktet for drabet.

“Jeg hører først et højt brag – jeg antager det som et kanonslag først. Få sekunder efter kommer to mænd løbende rundt om tankstationen og ind i butikken. Den ene jagter den anden. Få meter inde i butikken bliver den ene mand skuddræbt – jeg ser to skud i hovedet og et i kroppen. Han bliver skudt, mens han ligger ned. Gerningsmanden vender sig efterfølgende om og flygter.”

“De kom løbende meget hurtigt. Han skyder ham inden i tanken på cirka halvanden meters afstand,” siger vidnet til Presse-fotos.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er denne mand, der er blevet skuddræbt – se flere billeder nederst

Fredag aften klokken 22.40 og natten til lørdag er Københavns Vestegns Politi skredet til anholdelse af to mistænkte gerningsmænd.

De er lørdag eftermiddag blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor Presse-fotos.dk var til stede. Her er mændene sigtet for i forening eller efter fælles forståelse af have dræbt den 31-årige Jibril Martinez.

Mændene er et brødrepar på henholdsvis 34 år og 35 år. De er begge af anden etnisk herkomst. Ifølge sigtelsen, der blev fremlagt i retten, foregik drabet – som vidnet beskriver det over for Presse-fotos.dk – ved, at den 34-årige mand jagtede offeret ind på tanken, hvor han dræbte ham med to skud i hovedet og et i skulderen. Uden for tanken var der også affyret et ‘indtil videre ukendt antal skud’ mod Jibril Martinez.

Det anonyme vidne fortæller til Presse-fotos.dk, at han var bange, da han så drabet ske.

“Jeg følte virkelig meget adrenalin, og jeg havde en frygt for selv at blive ramt af skud,” siger vidnet til Presse-fotos.dk.

Vidnet er samtidig overrasket over, hvor koldblodigt drabet skete.

“Det var nærmest stille. De råbte ikke noget til hinanden – der var kun skrig, inden der blev skudt. Og så skreg han af smerte – ingen ord.”

Vidnet så efterfølgende gerningsmanden løbe væk fra Q8-tanken

Under grundlovsforhøret ved Retten i Glostrup nægtede begge drabsanklagede mænd sig skyldige i sigtelserne.

Grundlovsforhøret endte med, at den ene person blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden person fik opretholdt sin anholdelse i de næste tre døgn.

Da der er navneforbud i sagen, afholder det Presse-fotos.dk og andre medier fra at beskrive de to mistænktes identitet nærmere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er her, at offeret, der er i begyndelse af 30’erne, fredag aften blev skuddræbt – se flere billeder nederst

Presse-fotos.dk var det meste af fredag aften til stede ved Q8-tankstationen på Ishøj Stationsvej i Ishøj, hvor skyderiet skete.

I første omgang blev det mandlige offer bragt på Rigshospitalet med politieskorte, men fredag klokken 19.44 oplyser Københavns Vestegns Politi, at han afgik ved døden.

Der er tale om en mand i begyndelsen af 30’erne, lød det fredag aften fra Københavns Vestegns Politi. Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er der tale om det kendte ansigt i bandemiljøet ved navn Martinez.

”Vi vil meget gerne i kontakt med alle vidner, der har set noget, eller som i øvrigt har informationer om skyderiet,” siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi.

Politiet oplyste, at det endnu var for tidligt at kommentere motivet bag skyderiet, og at efterforskningen på nuværende tidspunkt foregår bredt.

”Vi efterforsker intensivt lige nu og har fokus på at indsamle oplysninger og sikre tekniske spor i området,” tilføjer Charlotte Skovby.

Presse-fotos.dks udsendte meldte fredag aften om voldsomme scener fra den pågældende tankstation.

“Hele tanken er afspærret – ekspedienten er lige blevet hentet af hendes far. Der er blod inde i butikken. Jeg kan se, at man formentlig har brugt en stor papirrulle til at forsøge at stoppe blødningen.”

“En mand siger, at der er blevet skudt. Han har hørt to til tre skud. Fem til seks unge personer bliver tilbageholdt inde på tankstationsområdet og bliver sat i DNA-dragt nu. En af dem råber, at det er en af hans venner, der er blevet skudt.”

“Der er ankommet massive politistyrker herude,” sagde Presse-fotos.dks udsendte fredag aften.

Vidner, der har oplysninger om hændelsen, opfordres til at kontakte politiet på 43 86 14 48 eller henvende sig direkte til betjente på stedet.

Anmeldelsen indløb kort før klokken 17.00 fredag aften. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Presse-fotos.dk var lørdag til stede i retten under grundlovsforhøret, hvor der pludselig opstod slåskamp mellem flere parter.

Her ses den dræbte på et andet privatfoto