Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er gået alt for langt med sine tanker om remigration.
Det mener politisk leder Martin Lidegaard (R), som på Facebook opfordrer til, at partier i Folketinget siger fra over for Dansk Folkeparti.
– Jeg elsker Danmark. Derfor skal der siges fra, når Morten Messerschmidt i Weekendavisen opfordrer til udvisning og kollektiv straf af hundredtusindvis af medborgere, alene på baggrund af deres tro eller etnicitet, skriver Martin Lidegaard.
– Dansk Folkeparti vil gennemføre en såkaldt remigration, et begreb, der er født ud af de mest højreekstreme og yderliggående partier i Europa. Alternative für Deutschland. Orban. Le Pen. Wilders i Holland. Et ekstremt forslag. Så hvorfor er der så stille fra de fleste andre partier i Folketinget? Stilheden larmer.
Morten Messerschmidt sagde i interviewet med Weekendavisen, at udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv, skal ud af Danmark.
– Godt 40.000 udlændinge lever af førtidspension i Danmark. Det synes jeg, er ret forargeligt. Så er der en række andre ydelser: kontanthjælp, integrationsydelse osv. Jeg kan ikke sige et eksakt tal, men et sted mellem 50.000 og 100.000, sagde han.
Martin Lidegaard skriver på Facebook, at det er “det mest ekstreme politiske forslag, jeg har mødt fra et etableret parti i min tid som politiker”.
Nu sker det: Stort TV-hit vender tilbage på DR
