Bizart rådhus-kup ender galt: Flugtbilen kunne ikke køre

Politiet fandt flugtbilens ejermand i en SuperBrugsen.

Søndag morgen blev politiet sendt ud til et rådhus, da ordensmagten fik at vide, at en bil havde lavet en mærkværdig parkering.

Bilen, der var førerløs ved politiets ankomst, sad fast i det meget bløde og våde græs foran rådhuset, og samtidig lå der flere kobberplader rundt om bilen.

Derfor valgte ordensmagten at finde ejermanden til bilen, en 56-årig mand fra Tarm.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af rådhuset i Ringkøbing. Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune.

‘Manden er godt kendt af politiet, så vi besøgte SuperBrugsen og fandt ham derinde,’ fortæller Anders Bøje Hansen, der er vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi, til mediet TV Midtvest.

Den 56-årige mand erkendte, at det var hans bil.

‘Han blev anholdt og sigtet for tyveri af kobber. Derudover havde han intet kørekort og var også i besiddelse af en kniv,’ oplyser vagtchefen.

Den 56-årige mand får nu en håndfuld sigtelser med sig grundet sit forsøg på stjæle kobberinddækningen fra rådhuset i Ringkøbing.

Fodboldfan skulle tisse: Blev angrebet med stave og peberspray