DMI advarer om fredag morgen: Farligt flere steder i landet

Fredag morgen starter stille og diset, men for bilister og cyklister melder DMI, at man bør tage sig ekstra i agt.

DMI advarer om udbredt tåge og risiko for glatte veje.

“I løbet af natten kan der flere steder komme tågebanker, der kan være til gene i morgentrafikken. I den nordlige del af Jylland kan der også være en lille risiko for glatte veje,” siger vagthavende meteorolog Trine Pedersen til B.T.

Ifølge meteorologen kan tågen især genere trafikken i de tidlige morgentimer, hvor sigtbarheden lokalt kan være meget begrænset.

Efter en grå og fugtig start på dagen ser vejret dog ud til at klare op. DMI forventer, at tågen letter ud på formiddagen, og at oktobers sidste dag byder på tørvejr og perioder med sol.

“I dagtimerne bliver det rimelig fornuftigt med tørvejr. I det store hele får vi perioder med nogen eller en del sol,” siger Trine Pedersen.

Mens størstedelen af landet kan se frem til mildt og roligt halloween-vejr, kan aftenen blive mere fugtig i den vestlige del af Jylland.

“Det bliver mere skyet i den vestlige del af Jylland op ad dagen, og det kan godt dryppe om aftenen i Vestjylland,” fortæller meteorologen.

Temperaturen ventes at ligge mellem 10 og 12 grader, og vinden holder sig svag til jævn fra syd. Det bliver dermed lunere og mindre blæsende end torsdag, og perfekt vejr til de halloween-glade, der skal ud at rasle efter mørkets frembrud.

‘Vi kørte 150 og smadrede ind i ham. Han fløj hen ad jorden og lå helt stille’

Illustrationsfoto