Thomas Vinterberg fortsætter livet som serieinstruktør med en ny stor Netflix-serie, der tager seeren med ind bag facaden hos en ikonisk familie.
Efter den store Oscar-sejr med ‘Druk’ kiggede den danske instruktør Thomas Vinterberg væk fra biografsalene og mod de danske tv-skærme.
Resultatet blev den anmelderroste TV 2-serie ‘Familier som vores’. Tidligere i år blev de amerikanske rettigheder til den dystopiske serie opkøbt af Netflix.
Nu bygger han videre på relationen med streamingiganten i et mere direkte samarbejde.
Han skal nemlig instruere en ny Netflix-serie om en yderst prominent amerikansk familie. Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et politisk dynasti
Familien, som Thomas Vinterberg skal være med til at portrættere i den nye Netflix-serie, er ingen ringere end Kennedy-klanen, som har affødt mange prominente politikere.
Det mest kendte navn i stamtræet er uden tvivl John F. Kennedy, der var USA’s 35. præsident indtil den historiske dag i 1963, hvor han blev skudt og dræbt.
Det er dog ikke John F. Kennedy, der bliver omdrejningspunktet for seriens første sæson. ‘Kennedy’ bliver nemlig ledt an af Michael Fassbender, der indtager rollen som familiens patriark Joe Kennedy, Sr.
Sæsonen, der endnu ikke har fået en premieredato, foregår i 1930’erne hvor Joe Sr., konen Rose og deres ni børn for første gang kommer i mediernes søgelys.
Den tysk-irske hovedrolleindehaver har tidligere portrætteret en stor historisk – om end noget mere moderne – personlighed, da han spillede den titulære rolle i ‘Steve Jobs’.
Den rolle landede ham en Oscar-nominering i 2016. To år tidligere var han også nomineret for sin præstation i ’12 Years a Slave’.
Michael Fassbender er indtil videre det eneste offentliggjorte medlem af ‘Kennedy’-castet.
Sætter første og sidste punktum
Det er manden bag gyserserien ‘Castle Rock’, der skal agere showrunner på ‘Kennedy’.
Thomas Vinterberg er blandt seriens executive producere og skal instruere både første og sidste episode af første sæson.
‘Kennedy’ markerer Vinterbergs første engelsksprogede instruktørarbejde siden den multinationale katastrofefilm ‘Kursk’ fra 2018.
Internationalt er Thomas Vinterberg dog fortsat bedst kendt for sine danske værker som førnævnte ‘Druk’ og store film som den BAFTA-nominerede ‘Festen’ og den Oscar-nominerede ‘Jagten’.