Fra hjemløs til verdensstjerne: Britisk rapper indtager Royal Arena

Over de seneste år har han domineret den britiske rapscene. Snart udgiver han sit første album i fire år, og i den forbindelse besøger han Danmark.

Han har mere end 14,5 millioner månedlige lyttere på Spotify.

Hans to studiealbum har scoret henholdsvis 90 og 92 ud af 100 på Metacritic, der samler anmeldelser fra flere medier.

Hans numre, der ofte er både selvskrevne og selvproducerede, har kastet flere topplaceringer på de britiske og internationale hitlister samt vilde rekorder af sig.

Den 24. oktober udgiver han sit tredje album ‘The Boy Who Played the Harp’. Og i den forbindelse drager han ud på en stor turné, der også lægger vejen forbi Royal Arena i København.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Live Nation Denmark

En hård start på livet

Dave havde ikke nogen let barndom i London-bydelen Brixton.

Han blev taget fra sin far, der blev deporteret til Nigeria, da Dave var blot seks uger gammel. I frygt for også at blive deporteret flygtede Daves mor og brødre, og der gik tre måneder før familien blev genforenet.

I en periode, måtte Dave sågar bo sammen med sin mor og brødre på Londons busser.

Den tragiske historie, der dog er endt lykkeligt, delte Dave ifølge AllHipHop.com med sine fans under en koncert.

Rapperen er kommet langt siden dengang og i dag er han en af de allerstørste stjerner på den britiske rapscene – og den bredere musikscene i landet generelt.

Især efter kæmpehittet ‘Sprinter’, som han lavede sammen med en anden britisk rapstjerne, Central Cee, er Daves navn blevet velkendt i store dele af verden.

Singlen, der var at finde på de to rapperes fælles EP ‘Split Decision’ fra 2023, opnåede en top tre-placering på hitlisterne i blandt andet Storbritannien, Danmark, Australien, Sydafrika og Holland.

Sangen, som Dave selv producerede, er den rapsingle, der har ligget længst tid på den britiske hitlistes førsteplads nogensinde.

‘Sprinter’ nærmer sig én milliard afspilninger på Spotify, og flere andre af Daves numre har flere hundrede millioner afspilninger.

Med sangen ‘Starlight’ beviste den britiske rapper med de nigerianske rødder, at han også kan stå helt og aldeles på egne ben.

Nummeret var den første britiske nummer-ét-single siden 2014, der udelukkende var produceret, skrevet og performed af den samme person.

Den længeventreder treer

Der er endnu ikke udgivet nogle officielle singler fra ‘The Boy Who Played the Harp’.

Ud over et par gæsteoptrædender på andre kunstners numre, har Dave taget en pause fra at udgive musik siden 2023, mens han har arbejdet på det nye album.

Om pladen, der er det første soloprojekt siden 2021’s ‘We’re All Alone in This Together’, er ventetiden værd, ved vi den 24. oktober.

Herfra er der god tid til at lære de nye numre at kende, før Dave indtager Royal Arena den 15. februar 2026 med sit velkendte brand af personlig og socialt bevidst historiefortælling i rapform.

Sidst han var i Danmark, i 2022, spillede han for et udsolgt Forum Black Box.

Det officielle billetsalg starter torsdag den 23. oktober klokken 09.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Tirsdag og onsdag åbnes der for pre-sale for henholdsvis Mastercard-kunder og modtagere af Live Nations nyhedsbrev.

Exhibition Hub har tidligere præsenteret flere velbesøgte udstillinger på Refshaleøen i København. Nu åbner de snart dørene igen.