Dansk folketingsmedlem: ‘Hvis du ser denne video, så er jeg blevet kidnappet af Israel’

Flere både fra flotillen Thousand Madleens to Gaza er tidligt onsdag morgen blevet opbragt af israelsk militær.

Presse-fotos.dk er efter udgivelsen af dette telegram fra Ritzau blevet opmærksom på en fejl. Victoria Velasquez sejlede ikke på skibet Milad, men Umm Saad. Hun har diplomatisk immunitet, og Israels opbringelse foregår ifølge Emil Nørgaard Munk, som er en del af kommunikationsgruppen for Thousand Madleens, i internationalt farvand. Han mener derfor også, at opbringelsen er ulovlig.

Det melder organisationen Gaza Freedom Flotilla i et opslag på det sociale medie Instagram.

– Mindst otte militærbåde har omringet vores flotille, og det ser ud til, at mindst to af bådene er blevet opbragt af det israelske militær. Mere følger snart, skriver organisationen klokken 04.38 tidligt onsdag morgen.

Det danske folketingsmedlem Victoria Velasquez (EL) er en del af besætningen på det danske nødhjælpsskib Milad, der er en del af flotillen.

Kort efter klokken 06 onsdag morgen har organisationen lagt en video på Instagram, hvor blandt andet Velasquez fortæller, at hun er i israelsk varetægt.

– Hvis du ser denne video, så er jeg blevet kidnappet til søs af den israelske besættelsesmagt eller andre styrker, som deltager i israelsk folkedrab, siger Velasquez og fortsætter:

– Jeg vil gerne sende en appel til alle i Danmark om at lægge et pres på den danske regering og kræve vores løsladelse med øjeblikkelig virkning.

Milad er et af to danske skibe, der er en del af flotillen. Det andet danske skib hedder Umm Saad. Begge skibe fremgår på et link på Gaza Freedom Flotillas hjemmeside som opbragte.

Det israelske udenrigsministerium skriver onsdag morgen i et opslag på X, at skibe og passagerer er på vej til israelske havne.

– Alle passagerer er i sikkerhed og ved godt helbred. Passagererne forventes at blive udvist med det samme.

Flotillen Thousand Madleens to Gaza begyndte at sejle mod Gaza i slutningen af september.

Flotillen er en blandt flere der den seneste tid har forsøgt at sejle mad og medicin til Gaza, hvor Israel siden oktober 2023 har ført krig mod Hamas.

Under krigen er Israel blevet anklaget for bevidst at forhindre mad i at komme frem til palæstinenserne i området.

Store dele af befolkningen i Gaza sulter, og i august konstaterede den FN-støttede overvågningsenhed IPC (Integrated Food Security Phase Classification), at en halv million mennesker i Gaza By og nærliggende områder på daværende tidspunkt var ramt af hungersnød.

Sådan vil regeringen bremse Ruslands skyggeflåde

Illustrationsfoto