Disney-stjerne i ærligt interview: Sådan styrer jeg mit misbrug

Den amerikanske superstjerne fortæller, at naturen er hendes vigtigste redskab i kampen mod misbrug.

Sangerinden og skuespilleren Miley Cyrus har i seks år holdt sig fri af alkohol. Ifølge hende selv er naturen blevet en afgørende del af den proces.

Det fortæller hun i et interview med Baywatch-stjernen Pamela Anderson i modemagasinet CR Fashion Book.

Her beskriver hun, hvordan arbejdet med jorden giver hende en ro og stabilitet, som har været afgørende for hendes livsstil uden alkohol.

I samtalen understreger hun, at det at lægge et frø i jorden og følge det vokse har givet hende en form for terapi.

Hun betegner det som en personlig praksis på linje med yoga, hvor hun kan finde et kreativt udløb uden fokus på berømmelse.

32-årige Miley Cyrus fik sit gennembrud i 2006 som hovedrolleindehaver i Disney-serien Hannah Montana.

Allerede året efter albumdebuterede hun, og med udgivelser som Bangerz i 2013 blev hun kendt for hits som Wrecking Ball.

I offentligheden vakte hun samtidig opsigt med kontroversielle optrædener og udtalelser om stoffer, men siden 2019 har hun undgået alkohol.

Hun fortæller desuden, at interessen for havearbejde stammer fra hendes mor, Tish Cyrus, og blev for alvor en del af hendes hverdag under coronapandemien.

Sidste år modtog Miley Cyrus to Grammy-priser for sangen Flowers. Hendes seneste album, Something Beautiful, udkom tidligere i år.

Verdensmester i stor sorg: ‘Ved ikke om han vågner igen’