Bandet vender tilbage til de store scener i 2026 med seks koncerter. Det bliver deres første headliner-turné siden Parken.
Det er næsten fire år siden, The Minds of 99 sidst har spillet koncerter i arena-format. Nu er det offentliggjort, at bandet drager ud på Arena Tour i marts og april 2026.
De seks koncerter bliver bandets første headliner-shows siden de tre udsolgte koncerter i Parken. Turnéen er samtidig den første arena-tour siden Infinity Action Tour i 2022.

Til marts og april spiller The Minds of 99 to koncerter i Jyske Bank Boxen og fire koncerter i Royal Arena. Billetterne sættes i salg på én gang, og arrangørerne understreger, at der ikke tilføjes ekstra datoer.
Frontmand Niels Brandt fortæller, at koncerterne markerer begyndelsen på et nyt musikalsk kapitel for bandet.
”De her koncerter bliver det første spadestik til et nyt musikalsk kapitel for os. Og vores hold arbejder også på helt nye ideer til selve showet. Vi kan mærke det hele bevæge fremad og det er spændende. Parken var kæmpestort, men publikum gjorde det nærmest til noget intimt – det føltes mere som at spille i Store VEGA. Den oplevelse var så bibelsk, altså. Vi er heldige at have sådan et publikum og vi tror det bliver endnu mere intenst i arenaerne. Det kommer til at koge!”
Bandet har allerede løftet sløret for ny musik. Denne sommer spillede de sangen I Min By, som endnu ikke er udgivet.
Også på arena-touren kan publikum forvente nyt materiale.
”Vi kan godt love, at vi tager nye sange med ud på arena-touren. Hvor mange og hvordan de ender med at lyde, kan vi ikke sige endnu – men energien er stærk,” fortæller Niels Brandt.