Airtox Dominance fortsætter oprustningen: Ny stjerne på kontrakt

Airtox Dominance, der netop har fejret ét år som promotion, er i rivende udvikling. Nu tilføjer de endnu et stort navn til deres liste af signings.

Mark O. Madsen har fra dag ét haft et mål om at gøre Airtox Dominance til europæisk MMA’s svar på Champions League.

For at den tidligere UFC-fighter og OL-sølvvinder kan lykkes med den ambition, kræver det, at de store navne er at finde på organisationens fight cards.

I forvejen har Airtox Dominance papir på Marsel Terteryan, Jon Stadil Palm, Emil Bamdad Shahriari og den nye norske signing Benjamin Häuser.

Og nu har Mark O. Madsen altså endnu en gang sat sin signatur på en kontrakt med en ny stjerne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vi er vant til at se Mikkel Lund i muay thai-ringen, men lørdag gjorde han entré i MMA-buret, hvor vi også kommer til at se mere til ham fremover. Foto: Carina Wellejus/Airtox Dominance

Tog springet fra muay thai

Det er den danske muay thai-legende Mikkel Lund, som har underskrevet en kontrakt på fire kampe i Airtox Dominance-buret.

I sidste weekend fik han sin MMA-debut ved Airtox Dominance 4.0 i K.B. Hallen.

Her gjorde han kort proces og afsluttede kampen mod norske Aleksander Virtanen i første runde med en submission.

Den præstation imponerede Mark O. Madsen og kompagni så meget, at de nu mener, han skal have en kontrakt:

“Det skal han have, fordi vi tror på ham. Vi tror på, at der venter en spændende karriere inden for MMA for Mikkel Lund. Han har gjort det rigtig godt inden for muay thai i rigtig mange år gennem det samarbejde, han har haft med Brian Talarek (MIKENTA- og UNITE-stifter, red.), og det vil vi rigtig gerne udvikle yderligere. Vi tror så meget på ham, at vi tilbyder ham en firekampskontrakt,” siger Mark O. Madsen til Presse-fotos.dk.

Har lært af de bedste

Mikkel Lund træner netop i Brian Talareks klub, MIKENTA, og han vil fortsæt komme til at kæmpe i UNITE, der ligeledes er stiftet af Brian Talarek.

Han vil også kunne kæmpe i andre promotions, hvis muligheden skulle byde sig. Det er nemlig ikke en eksklusiv kontrakt, han har skrevet med Airtox Dominance.

Brian Talarek har kendt Mikkel Lund, siden Mikkel startede sin træning under Danmarks muay thai-godfather som 11-årig.

Han er glad for, at man i samarbejde med Mark O. Madsen og Airtox Dominance kan give Mikkel Lund muligheden for at entrere på den helt store MMA-scene.

“Det er imponerende at se ham gå ind og prøve noget helt nyt,” fortæller Brian Talarek og fortsætter:

“Det var også meget godt for Mikkel, at han – som han også gerne selv ville – kunne komme ind på en MMA-scene, hvor det intet havde med thaiboksning at gøre. Han ville gerne ind og vise, at han altså også kan gøre sig gældende der. Og det beviste han jo stort her (ved Airtox Dominance 4.0, red.).”

Du kan læse mere om Mikkel Lund og høre om en speciel episode, hvor han var tvunget til at bruge sine kampsports-evner uden for buret, her.

Det gik ikke stille for sig, da de professionelle fightere skulle vejes ind forud for lørdagens Airtox Dominance FC 4.0.