Tre børns sundhed og udvikling blev bragt i alvorlig fare ved ophold i Somalia, mener Østjyllands Politi.
En 57-årig mand fra Aarhus er anholdt af politiet, fordi han har sendt tre børn til Somalia. Børnenes udvikling eller sundhed blev bragt i alvorlig fare, mener politiet.
Desuden sigtes manden for vold og trusler.
En dommer i Retten i Aarhus skal i et retsmøde mandag klokken 14 afgøre, om der er grundlag for varetægtsfængsling. Det oplyser Østjyllands Politi.
Manden sigtes for at have overtrådt paragraf 215 a i straffeloven.
Den gør det strafbart at sende sit barn til udlandet til forhold, “der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold”.
/ritzau/
En voldsom brand har forvandlet en bygning til ruin. Se de sørgelige billeder her.
