Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at Ruslands ambassadør i Danmark laver propaganda.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afviser torsdag kritik fra Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.
Ambassadøren kaldte det onsdag i Berlingske for “ren galskab”, at Danmark vil anskaffe sig langtrækkende præcisionsvåben.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Han propaganderer og gør, hvad han kan, for at skræmme den danske befolkning, siger Lars Løkke Rasmussen efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.
Udenrigsministeren peger på, at Danmark ønsker at anskaffe sig angrebsvåben som en direkte følge af de russiske militære aggressioner, senest over for Polen.
For tre et halvt år siden invaderede Rusland nabolandet Ukraine, og siden har de to lande været i krig.
– Vi er desværre et andet sted, det er ikke noget, vi og Europa har ønsket. Det er noget, der står Putin på. Så vi reagerer på noget, de gør, siger Lars Løkke Rasmussen med reference til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
/ritzau/
Dansk hjælp til det tyske militær: Skal være med soldaterne i felten