Tyske soldater får nu adgang til et digitalt kampplads-overblik direkte på uniformen. Bag teknologien står en dansk virksomhed.
Soldater i felten skal ikke længere være afhængige af information fra hovedkvarteret.
Med en lille skærm monteret på brystet får de nu overblik over både allierede styrkers position og meldinger om fjendtlig aktivitet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det sker, efter at det tyske forsvar har indgået en ny aftale med danske Systematic.
Virksomheden leverer kommando-kontrolsystemet SitaWare, som allerede anvendes i mere end 50 lande og af flere NATO-medlemmer.
Aftalen betyder, at den mobile version, SitaWare Edge, fremover bliver en fast del af Bundeswehrs operative arbejde.
Løsningen er udviklet til at fungere selv i områder med begrænset netværk, da den kan køre via radio, satellit og andre forbindelser med lav båndbredde.
Systematic har hovedsæde i Aarhus, men aftalen er indgået gennem selskabets tyske datterselskab. Ifølge direktør Sven Trusch viser beslutningen den tillid, som er opbygget gennem årene, hvor Bundeswehr gradvist har taget systemet i brug – blandt andet i hovedkvarterer, køretøjer og flåden.
SitaWare Edge bliver nu tredje del af et samlet digitalt system, der giver hele styrken adgang til samme situationsbillede. Ud over standardløsningen omfatter aftalen en udviklingspakke, så Bundeswehr kan tilpasse og udbygge systemet til egne behov.
Det tyske forsvar begyndte allerede i 2011 at anvende SitaWare og formaliserede samarbejdet i 2023 med en syvårig vedligeholdelsesaftale. Med den nye aftale kobles nu også den enkelte soldat direkte på det fælles netværk.