Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA’s præsident, Donald Trump, mødes fredag for at drøfte Ukraine-krig
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) håber ikke, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA’s præsident, Donald Trump, laver en aftale om krigen i Ukraine, uden at EU og Ukraine er involveret.
Det siger Løkke til TV 2 forud for et hasteindkaldt møde for EU-landenes udenrigsministre.
– Det ville være meget trist, hvis der lander en aftale over hovedet på Europa. Det er klart et problem, hvis man har en Putin og en Trump, der deler land. Vi har brug for en våbenhvile nu, siger Løkke til TV 2.
I weekenden meddelte Trump, at han skal mødes med Putin 15. august i Alaska.
De to ledere skal på mødet tale om, hvordan krigen i Ukraine, som blev indledt af russerne for tre et halvt år siden, kan blive afsluttet. Det er de to lederes første fysiske møde siden 2019.
(Artiklen fortsætte under billedet)

Det er EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, som har indkaldt EU-landenes udenrigsministre til hastemødet, som finder sted mandag og foregår virtuelt.
Hun udtalte i weekenden, at enhver aftale mellem USA og Rusland om en afslutning på krigen i Ukraine skal involvere både Ukraine og EU.
– USA har magten til at tvinge Rusland til seriøse forhandlinger. Enhver aftale mellem USA og Rusland skal involvere Ukraine og EU, for det er et spørgsmål om Ukraines og hele Europas sikkerhed, sagde hun til Reuters.
Trump har sagt, at en aftale kan indbefatte, at Rusland og Ukraine skal udveksle territorier. Men Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afvist enhver afgivelse af ukrainsk territorium.
I en fælles erklæring søndag fastslog Danmark sammen med de nordiske og baltiske lande, at landene står fast på deres “urokkelige støtte til Ukraines suverænitet”.
Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen var afsenderne bag budskabet.
/ritzau/