Lørdag eftermiddag er der sket et uheld på Storebæltsbroen, der lige nu spærrer strækningen helt i den ene retning.
‘På Østbroen i retning mod Sjælland er der lukket for al biltrafik på grund af uheld.’
Sådan fremgår det lørdag eftermiddag af et opslag Sund & Bælt har delt på det sociale medie X.
På stedet er der nu et større trafikalt kaos.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det nemlig, at uheldet resulterer i massiv forlænget rejsetid på E20 Storebæltsbroen.
Direktoratet oplyser, at der lige nu er mellem 30 og 60 minutters forlænget rejsetid på strækningen.
‘Normal trafik forventes i løbet af eftermiddagen,’ fremgår det.
Ifølge politiet er årsagen et uheld på Østbroen, hvor tre biler var involveret.
Planen var, at alle tre biler skulle bugseres ind i nødsporet, således at trafikken kunne fortsætte.
En ambulance blev kaldt ud til stedet, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Meldingen om ulykken kom klokken 13.12. Cirka en halv time senere meddelte Sund & Bælt, at der var spærret for al trafik mod Sjælland.