DR får påtale: Brugte ulovligt børnearbejde

Arkivfoto: DR Byen

Tre børn optrådte uden arbejdstilladelse, da DR’s MGP Tour besøgte Odense i marts. Arbejdstilsynet har givet en officiel påtale.

DR benyttede sig af ulovlig arbejdskraft, da MGP Tour i slutningen af marts lagde vejen forbi Odense.

Det fremgår af en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet, som mediet KøbenhavnLiv har fået aktindsigt i. Her fremgår det, at tre børn under 13 år deltog i showet uden den lovpligtige arbejdstilladelse.

DR har siden fået en officiel påtale for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Ifølge DR’s underdirektør, Niels Ammitzbøll, skyldes fejlen, at man ganske enkelt overså at søge tilladelse for de tre børn. Først da Arbejdstilsynet dukkede op, blev fejlen således opdaget.

‘Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over,’ siger han i et skriftligt svar til KøbenhavnLiv.

DR har erkendt fejlen og igangsat en intern opstramning, lyder det videre.

Men selvom Arbejdstilsynet vurderer, at DR har brudt loven, kræver det ikke yderligere konsekvenser, da MGP Touren er afsluttet. DR skal dog informere medarbejderne om påtalen.

En traditionsrig børnekoncert

MGP Tour er en landsdækkende turné, hvor finalisterne fra årets MGP optræder i forskellige byer rundt om i landet. I år blev selve sangfesten afholdt i februar i Jyske Bank Boxen i Herning.

DR er arrangør af sangkonkurrencen og står for produktionen og afviklingen.

Ifølge Niels Ammitzbøll har DR taget initiativ til at afholde en workshop med Arbejdstilsynet.

Det har til formål at skabe et mere ‘smidigt setup’, når arbejdstilladelserne skal indhentes, lyder det.

Tidligere i år indgik DR, TV 2 og flere brancheorganisationer en aftale om fælles retningslinjer for børns trivsel ved medvirken i film- og tv-produktioner. Aftalen skal sikre, at børn får de bedst mulige rammer, når de deltager i medieproduktioner.

Pilou Asbæk har landet en ny international rolle i Michael B. Jordans kommende storfilm for Amazon, der får premiere i 2027.