DI: Forsvarsinvesteringer skal gavne både sikkerhed og erhverv

Med NATO’s nye målsætning om at bruge 5% af BNP på forsvar opfordrer Dansk Industri til tæt samarbejde mellem staten og erhvervslivet.

Dansk Industri (DI) bakker op om NATO’s nye mål om at øge forsvarsudgifterne, men opfordrer samtidig regeringen til at bruge midlerne strategisk – og med aktiv inddragelse af erhvervslivet. Ifølge DI er det nødvendigt, at Forsvaret i langt højere grad arbejder sammen med civilsamfundet og virksomheder.

Det skriver DI i en pressemeddelelse.

‘Danmarks sikkerhed er et samfundsanliggende, som vi alle skal tage et fælles ansvar for – også erhvervslivet,’ lyder det fra DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

Han foreslår, at offentligt-private partnerskaber bliver et styrende princip i opbygningen af fremtidens forsvar – især inden for områder som skibsbyggeri, digitalisering, ubemandede systemer og grøn omstilling.

Teknologi og beredskab

DI fremhæver også behovet for at integrere dansk teknologi og arbejdskraft i forsvarsopbygningen. Erhvervslivet kan, ifølge DI, aflaste Forsvaret ved at stå for drift, udvikling og vedligehold, så Forsvaret kan fokusere på sine kerneopgaver.

Organisationen mener desuden, at det danske beredskab bør løftes markant – både fysisk og digitalt. ‘Danmarks beredskab skal op i gear. Det kræver massive nye investeringer i beskyttelse af kritisk infrastruktur og cybersikkerhed,’ siger Lars Sandahl.

NATO’s nye forsvarsmål og konsekvenser

På NATO-topmødet i Haag i juni 2025 vedtog medlemslandene en ny og historisk målsætning: Inden 2035 skal medlemslandene bruge op mod 5 % af deres BNP på forsvar og sikkerhed. Det skal styrke kapaciteten til at håndtere både konventionelle og hybride trusler.

Målet er ifølge NATO fordelt sådan, at 3,5 % skal gå til militære kapaciteter og 1,5 % til relaterede investeringer, som eksempelvis cybersikkerhed, kritisk infrastruktur og civil beredskab.

Aftalen afspejler stigende pres på medlemslandene i lyset af blandt andet krigen i Ukraine og voksende cybertrusler. Ifølge NATO’s officielle erklæring fra mødet skal investeringerne sikre robusthed og forsyningssikkerhed i hele alliancen.

Voldsomme scener: Knivstikkeri på Vesterbro i København