Et enigt socialudvalg i Københavns Kommune har besluttet at genoptage arbejdet med at opføre 59 almene boliger, der skal gå til unge i risiko for hjemløshed. Det skriver Københavns Kommune Socialforvaltningen i en pressemeddelelse.
Beslutningen bygger videre på tidligere aftaler, som tilbage i 2014 og 2015 skulle sikre opførelsen af 70 almene boliger øremærket udsatte unge. Kun 11 blev realiseret. Nu skal de resterende 59 boliger gøres til virkelighed gennem et samarbejde med de almene boligorganisationer. Socialforvaltningen skal have 100 procent permanent anvisningsret til boligerne.
‘Vi har brug for hver eneste billige bolig i København, vi kan komme i nærheden af, for alt for mange unge er hjemløse eller i fare for at blive det,’ siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL). Hun understreger, at unge udsatte ofte står sidst i boligkøen og savner både netværk og økonomisk støtte.
Også Socialdemokratiets Laura Rosenvinge kalder beslutningen afgørende: ‘Unge, der er hjemløse eller i risiko for at blive det, har brug for konkrete løsninger – ikke bare hensigtserklæringer’
Konservative, Radikale, SF og Venstre bakkede også op om beslutningen på udvalgsmødet. Ifølge Line Ervolder (K) handler det ikke om store løsninger, men om at give unge en ny start med ‘værdighed, tryghed og realistiske løsninger’.
Projektet genoptages i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og de almene boligorganisationer. Det er målet at udvikle boliger til priser, som målgruppen faktisk kan betale.
Hjemløshed i Danmark
En rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at der i uge 6 2024 var 5.989 mennesker i hjemløshed, en stigning på 200 fra 2022. Især stiger hjemløsheden blandt 30–39-årige og seniorer, mens antallet unge under 30 år forblev konstant
Analysen bekræfter, at en betydelig del af de hjemløse opholder sig på herberger, natvarmestuer eller midlertidigt hos familie og venner, hvilket understreger hjemløshedens mange ansigter og den fortsatte mangel på stabile og varige boligløsninger.
I analysen fremhæves Odense som en kommune, hvor antallet af hjemløse er faldet markant til under 100 personer. Ifølge VIVE hænger det sandsynligvis sammen med en målrettet indsats, herunder implementering af Housing First-modellen. Det understreger, at politiske beslutninger og konkrete boligløsninger kan gøre en forskel – særligt når de målrettes grupper med særlige behov.
Nye EU-regler er nu officielle: Disse danskere skal aflevere kørekortet
