Se hvor søde de er: Dyrenes Beskyttelse redder nyudklækkede ællinger

Tirsdag aften blev en andemor og hendes nyudklækkede ællinger reddet ned fra en tagterrasse på Vestegnen.

I små papkasser blev den lille familie kørt i dyreambulance til Vallensbæk Sø. Her blev de igen blev sluppet fri i naturen. Det blev en lykkelig slutning for andefamilien. Det er også et lille glimt af det omfattende arbejde, som Dyrenes Beskyttelse hver dag udfører i hele landet.

En travl vagtcentral – meget mere end ællinger

Redningsaktionen begyndte med et opkald til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Den er døgnåben og bemandet af fagpersoner, der vurderer alle typer henvendelser om dyr i nød. I dette tilfælde var det en klassisk forårssituation. En andefamilie, som var havnet på en ufremkommelig tagterrasse og ikke selv kunne finde ned.

Det er langt fra en enlig hændelse med disse ællinger. Ifølge Dyrenes Beskyttelse modtager vagtcentralen over 100.000 opkald årligt, oplyser de på deres hjemmeside. I 2023 rykkede beredskabet ud til mere end 18.000 sager. Mange af dem handler om vildtlevende dyr, der er kommet i knibe i bymiljøer.

‘Ænderne er ligesom mange andre dyr flyttet til byen. Det er vigtigt at huske, at de ikke kun hører til i parken, men alle steder, hvor der er skabt selv den mindste form for natur,’ har biolog i Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen tidligere forklaret i en pressemeddelelse, hvor han også udtalte:

‘Når ynglesæson begynder, kan ænderne pludselig befinde sig steder, der kan virke mærkelige. Men det giver egentlig god mening, at der lige pludselig ligger en rugende and i altankassen, for hun ruger der hvor hun kan finde dækning og ro – også selv om det er langt fra vand’

En landsdækkende indsats

Siden sin stiftelse i 1875 har Dyrenes Beskyttelse været Danmarks største dyreværnsorganisation. Ud over det akutte redningsarbejde – som det aktuelle med ællinger – driver de otte internater og arbejder politisk for bedre dyrevelfærd.

I 2024 brugte organisationen 133 millioner kroner på dyrevelfærd. Heraf gik over 40 millioner til beredskabet og mere end halvdelen til drift af internater. Pengene kommer primært fra private donationer, medlemskaber og arv.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse på sin hjemmeside.

Organisationens seneste opgørelse viser, at over 8.000 dyr hvert år får nyt hjem gennem deres internater, og at antallet af dumpede kæledyr er stigende. I 2024 blev over 1.200 dyr efterladt i naturen – i gennemsnit mere end tre om dagen.

Selvom redningen af en andefamilie med nyudklækkede ællinger kan virke som en lille sag, er den et billede på en langt større virkelighed: tusindvis af dyr, som hvert år har brug for hjælp, fordi deres veje krydser vores. Og uden frivillige, vagtcentral og donationer kunne det arbejde ikke lade sig gøre. For andefamilien fra Vestegnen blev det en lykkelig afslutning – men for Dyrenes Beskyttelse er arbejdet langt fra forbi.

Farvel til affaldssortering? Nu vil ny plan sende os tilbage til én spand