Alvorlig vigepligtsulykke sender person i livsfare

En knallertkører er i kritisk tilstand, efter han blev påkørt fra siden af en bil under en vigepligtsulykke

En 35-årig mand blev onsdag aften fløjet til Aarhus Universitetshospital i kritisk tilstand efter en færdselsulykke, der opstod som følge af en overset vigepligt.

Det oplyser politiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Manden kørte gennem et kryds på sin knallert, hvor han blev påkørt af en 20-årig mandlig bilist, der ikke kom til skade i ulykken.

Ulykken er sket på Krogstrupvej ved Snejbjerg tæt på Herning.

Ifølge vagtchef Simon Skelkjær havde knallertkøreren overset sin ubetingede vigepligt.

“Han blev ramt direkte fra siden af bilisten, som ikke kunne nå at bremse, fordi knallerten pludseligt kom ind i krydset fra venstre. Kollisionen skete derfor med cirka 80 kilometer i timen,” siger han til Ritzaus Bureau.

Ulykken skete klokken 22.51 onsdag aften, og manden blev torsdag morgen fortsat meldt i kritisk tilstand.

Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at bilisten lavede en kørselsfejl.

Politiet kan ikke oplyse yderligere om den 35-åriges tilstand, men kan bekræfte at han havde hjelm på, da han blev ramt.

Sent onsdag aften rykkede politiet massivt ud til en villavej, som også blev afspærret. Nu oplyser politiet, hvad der helt præcist er foregået.