Gatsby danser igen: Amerikansk klassiker rammer Operaen

Foto: Tejs Holm. Solodanser Ryan Tomash som Jay Gatsby.

Fitzgeralds klassiker bliver til storslået ballet, når Den Kongelige Ballet vækker 1920’ernes dekadence og jazz til live på Operaen.

I anledning af Den store Gatsbys 100-års jubilæum opfører Den Kongelige Ballet en helt ny balletversion af F. Scott Fitzgeralds mesterværk på Operaen.

Dermed bliver den store scene forvandlet til en overdådig og dekadent verden fra 1920’ernes jazzalder – en æstetisk eksplosion af fjer, perler og forgyldte drømme.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

I forestillingen møder publikum Jay Gatsby, der i sin besættelse af kærlighed og den amerikanske drøm danser sig gennem en verden af illusioner, hvor glitter og storhed dækker over en smertefuld længsel efter noget ægte.

Her er F. Scott Fitzgeralds skarpe samfundsobservationer omsat til bevægelser og lys, hvor den portugisiske koreograf Arthur Pita bringer sin vilde, dramatiske energi i spil for at give nyt liv til Gatsbys fortælling.

Med George Gershwins tidløse jazzmusik som soundtrack får publikum desuden en ballet, der indfanger den elektriske stemning i en æra, hvor fester og tragedier gik hånd i hånd. Og sammenligningen med USA i 2025 er ikke til at overse.

”Den store Gatsby minder os om, hvordan vores moralkodeks på uhyggelig vis ændrer sig, når penge og magt tager overhånd,” siger balletchef Amy Watson i pressemeddelelsen og fortsætter: 

”Koreografen Arthur Pita fremhæver i sin ballet netop ironien i den amerikanske drøm, og får os til at genoverveje vores egne prioriteter”.

Du kan læse mere om forestillingen og købe billetter her.

Gratis open air-koncerter i seks byer byder på operahits, musicalklassikere og smagsprøver på næste sæson fra Det Kongelige Teater.