Nu er der godt nyt for de klassebevidste litteraturelskere. Glenn Bech løfter nemlig sløret for, at han er på vej med en ny bog.
Glenn Bech blev for alvor landskendt i 2022 med sit slagkraftige kampskrift ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet‘ – en tekst, der med brændende indignation, sort humor og sårbar skrøbelighed pustede nyt liv i klassekampens gnist og gav stemme til de oversete.
Og nu er der gode nyheder for de klassebevidste litteraturelskere.
Til september vender Glenn Bech nemlig tilbage med en ny roman. Det afslørede han for nylig i et opslag på Instagram.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
Den kommende roman har titlen ‘Jeg er ikke færdig med dig’ og kredser om begær i et parforhold, hvor den ene part har taget en klasserejse hele vejen ind i en ejerlejlighed.
“Jeg er simpelthen så spændt… Mangler ord, men det står alt sammen i bogen,” skriver Glenn Bech i opslaget.
Sideløbende med sit forfatterskab har Glenn Bech de seneste år også markeret sig som en skarp og kompromisløs stemme i den offentlige debat.
Med afsæt i sine egne erfaringer retter han blikket mod klassesamfundets usynlige strukturer, psykisk vold, maskulinitet og social ulighed.
Udover at være forfatter er han også aktiv som foredragsholder og uddannet psykolog.
Han debuterede i 2021 med den anmelderroste roman ‘Farskibet’ – en semi-autobiografisk fortælling, der indbragte ham blandt andet Blixenprisen for Årets Roman og Munch-Christensens debutantpris.
‘Jeg er ikke færdig med dig’ udkommer den 5. september på forlaget Gyldendal. Det bliver hans tredje bog og anden roman.