25 år med gobeliner: Dronningen deltager i festivalafslutning

Arkivfoto: Dronning Margrethe, da hun overværede Trelleborgs nyrestaurerede vikinge-langhus.

Dronning Margrethe deltager i afslutningen af Gobelinfestivalen, som markerer 25-året for Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg Slot.

I år markerer 25-året for Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg Slot.

I den anledning inviterer Den Kongelige Samling til en særlig festivalweekend den 26. og 27. april, hvor besøgende kan opleve kunst, håndværk og historiefortælling i gobelinernes tegn.

Og som noget ganske særligt deltager dronning Margrethe i festivalens afslutning tirsdag den 29. april.

Det oplyser Den Kongelige Samling i en pressemeddelelse.

Under besøget vil dronningen få indblik i flere af de aktiviteter, som har været en del af Gobelinfestivalen – og dermed selv tage del i fejringen af værkerne, hun oprindeligt bestilte som en gave til Danmark i anledning af sin 50-års fødselsdag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Christiansborg Slot

Et samspil mellem fortid og fremtid

Dronningen besøger blandt andet de åbne værksteder, hvor konservatorer fra Den Kongelige Samling viser, hvordan de bevarer tekstiler og kulturhistoriske genstande. Samtidig eksperimenterer Lacing Laboratory med moderne materialer og teknikker inden for kniplinger.

Derudover stiller formiddagens sceneprogram skarpt på samspillet mellem kunst, håndværk og historie gennem en række samtaler med blandt andre Bjørn Nørgaard, direktør for Mobilier National Hervé Lemoine, kunstnerne Alexander Tovborg og Kirstine Roepstorff, sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør samt fremtidsforsker Anne Skare Nielsen.

Publikum kan desuden se frem til et musikalsk indslag af komponist og sanger Hannah Schneider, som har skabt et nyt værk i anledning af gobelinernes jubilæum.

Som afslutning på fejringen præsenteres det kollektive kunstværk ‘Vi husker sammen’ den 29. april – en ny gobelin, skabt i samarbejde med festivalens gæster og kunstig intelligens.

Gobelinfestivalen finder sted den 26. og 27. april med fri entré.

Dronning Margrethe deltager i afslutningen af festivalen tirsdag den 29. april klokken 10. Læs mere om programmet på festivalens hjemmeside.

Nu kan du være med til at bestemme hvilket nybyggeri i København, der skaber de bedste rammer for livet i byen.