Løkke i Indonesien: Danmark vil styrke samarbejdet med Sydøstasiens største økonomi

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen besøger Jakarta for at markere 75 års diplomatiske forbindelser og indgå nye samarbejdsaftaler.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er i disse dage på officielt besøg i Indonesien, hvor han den 21.-22. april arbejder for at styrke båndene mellem Danmark og Sydøstasiens største økonomi. Besøget markerer 75-året for de diplomatiske forbindelser mellem de to lande og byder på underskrivelse af en ny handlingsplan for samarbejde samt en forlængelse af det strategiske energisamarbejde.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge Verdensbanken er Indonesien verdens 16. største økonomi målt på BNP og den største økonomi i Sydøstasien. Landet har en voksende middelklasse, et stort behov for investeringer i grøn energi og infrastruktur og blev i 2024 en del af BRICS-samarbejdet, som samler verdens største vækstøkonomier. Danmark har i de senere år satset på at øge eksporten til Indonesien, særligt inden for grøn energi, vandteknologi og fødevarer.

’Vi lever i en mere anspændt verden med stigende toldsatser og mindre forudsigelighed. Derfor er det nødvendigt at knytte stærkere bånd til partnere på hele kloden. Indonesien er en sværvægter i det sydøstlige Asien, og vi har både en geopolitisk og handelsmæssig interesse i at få et endnu tættere forhold til dem,’ siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Udenrigsministerens program omfatter også aftaler mellem danske virksomheder og indonesiske partnere, blandt andet inden for energisektoren. Derudover besøger Løkke et maritimt overvågningscenter, hvor danske Gomspace-satellitter skal overvåge aktiviteter i farvandet omkring Indonesien og Indo-Stillehavsregionen. Endelig skal ministeren mødes med generalsekretæren for ASEAN, der har hovedsæde i Jakarta, som led i regeringens ambition om at styrke Danmarks relationer til sammenslutningen.

Efter en chokeret anmelder havde set en mand med en pistol, iværksatte politiet en stor aktion, hvor man blandt andet gjorde brug af hunde og en helikopter.