Sofie Linde åbner op om svær tid: ‘Det var bare så ensomt’

Illustrationsfoto.

Sofie Linde ser tilbage på sine første år i tv-verdenen, hvor ensomhed og usikkerhed prægede starten på hendes karriere.

I dag sidder Sofie Linde urokkeligt på tronen som Danmarks ubestridte tv-dronning. Men vejen dertil har langt fra været en lige march gennem rampelyset.

Det fortæller hun åbenhjertigt i podcasten ‘Det sidste måltid‘.

For da værten første gang trådte ind i tv-verdenen, var hun blot en ung kvinde fra den lille by Odder uden for Aarhus.

Og det var bestemt ikke en nem opgave for 19-årige Sofie Linde at stå i DR og pludselig være med til at lave ‘Sommersummarum’.

“Jeg flyttede til København, hvor jeg fik lov at leje en etværelses lejlighed. Og det var bare så ensomt. Jeg var så socialt udfordret på mit arbejde for første gang i mit liv. De andre læste aviser hver morgen. De var voksne, og det var jeg ikke. Jeg var megameget på udebane og kunne ikke dynamikkerne. Det var off, hver gang jeg bød ind med noget,” siger hun i podcasten.

Det var ikke kærlighed ved første blik

Sofie Linde var i sin tid vært på ‘SommerSummarum’ sammen med Mikkel Kryger. Siden da er de blevet nære venner – men sådan har det altså langt fra altid været. Især ikke da de først blev kolleger.

“Jeg var udfordret i mit første år. Jeg var ung, og de andre var meget ældre og havde en uddannelse. Tilrettelæggere, praktikanerne og cheferne og min medvært, som er en af mine allerbedste venner i dag. Men det var ikke kærlighed ved første blik,” siger Sofie Linde og fortsætter:

“Jeg tror, han syntes, det var enormt irriterende at have en 19-årig med på slæb. Og det forstår jeg egentlig godt. Jeg var lige kommet hjem fra et år i London, hvor jeg var fuld og ikke havde nogle penge,” griner hun.

Sofie Linde begyndte sin tv-karriere hos DR i 2009 som vært på ‘SommerSummarum’. Siden da har hun stået i spidsen for en lang række børneprogrammer – blandt andet ‘MGP’ – og fik endda sit eget talkshow, ‘Sofie Linde Show’, på DR Ultra.

I 2016 tog hun springet til primetime, da hun blev vært på ‘X Factor’ på DR1 – en rolle, hun havde frem til 2018.

Formatet endte fra 2019 på TV 2, hvor Linde forblev vært. Det var hun indtil 2023, hvor hun takkede af for sidste gang og overgav stafetten til Maria Fantino.

Falske profiler på sociale medier er blevet et udbredt problem. Nu advarer den 37-årige sanger Andreas Odbjerg sine fans.