For første gang nogenside dominerer kvindelige artister den danske hitliste. Det er en historisk bedrift, der glæder direktøren.
2024 blev et historisk år for kvindelige artister.
For første gang nogensinde indtog tre kvindelige sangskrivere nemlig årets top-5 på Kodas hitliste for 2024.
Det skriver musikorganisationen Koda i en pressemeddelelse.
Der er tale om de kvindelige artister Ida Laurberg, Mekdes og Mumle. Samtlige tre sangskrivere er altså med i den øverste halvdel af top-10-hitlisten, der udkommer en gang om året.
Dermed er de alle i top-5 med musiknumre af danske kunstnere, som har indtjent mest i Danmark i 2024.
Og det er selvsagt en udvikling, der glæder direktøren for Koda.
„Det er virkelig positivt at se, at der er kommet flere kvinder i toppen af de mest indtjenende hits hos Koda,‟ udtaler direktøren i Koda, Gorm Arildsen, i pressemeddelelsen og tilføjer:
„Det ændrer ikke på, at der stadig er lang vej til en mere lige kønsbalance i dansk musik. Men jeg vil godt tillade mig at være håbefuld‟.
Dansksprogede sange hitter
Det er dog ikke udelukkende den kvindelige repræsentation på hitlisten, der er en historisk bedrift. Ligeledes er det første gang, at alle ti numre på hitlisten er dansksprogede.
Og her er der særligt en kunstner, der har vundet danskernes hjerter; nemlig Andreas Odbjerg.
Musikeren har hele fire sange med på listen over de ti mest indtjenende numre af danske kunstnere i Danmark i 2024.
Det er også Andreas Odbjerg og Ida Laurberg, der fælles ligger nummer et på listen. Det er med sangen ‚Jeg Kan Rigtig Godt Li‛ Dig‛, som udkom i 2023.
På andenpladsen finder man også en duet. Det er sangen ‚Føles Godt‛ af Uro og Mekdes.
Og det er der en naturlig forklaring på, ifølge direktør Gorm Arildsen.
„Det er nogle ekstremt stærke og alsidige sange, der er på Kodas hitliste i år. Sange om kærlighed, venskab og omsorg, sange om at stå ved sig selv og den man er,‟ siger Gorm Arildsen.
Samtidig lykønsker han de kunstnere, der ligger i top-10.
„Stort tillykke til alle sangskriverne på listen, uden dem havde vi ikke haft al den fantastiske musik at danse, feste, grine og græde til,‟ siger direktøren.
Koda er en musikrettighedsorganisation, der arbejder for, at komponister, sangskrivere og musikforlag får betaling for deres musiknumre.