En person er blevet fløjet væk i en lægehelikopter efter en umiddelbar alvorlig hændelse omkring en byggeplads
Først ankom flere ambulancer hastigt til stedet med udrykning og blå blink – mens borgere i området kunne høre rotorbladene fra den gule lægehelikopter i området.
Helikopteren havde et lille græsstykke ved et lyskryds i sigte. Her landede den kort efter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sent mandag eftermiddag er der sket en uhyggelig hændelse på eller omkring byggepladsen til det nye Supersygehus i Køge.
Presse-fotos.dsk udsendte var på stedet.
“Ambulancerne og helikopteren er til stede foran byggepladsen. En person er blevet fløjet væk med helikopteren,” siger vores udsendte.
Redaktionen har i forbindelse med hændelsen været i kontakt med vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Olesen, der dog ikke har mange oplysninger om sagen.
“Politiet kender ikke til, hvad der skal være sket – vi har ikke været derude. Vi vil typisk være der, hvis der er tale om en arbejdsulykke, men jeg kan ikke be- eller afkræfte, at der skal være sket en ulykke på byggepladsen,” siger vagtchefen.
Politiet deltager som regel ikke i udrykningen, hvis der er en patient, som er blevet syg – og hvor der ikke ligger et muligt kriminelt forhold bag.
Presse-fotos.dk kan dog ikke med sikkerhed sige, at udrykningen af ambulancekøretøjerne skyldes en melding om sygdom.



