Chokerende sag: Sælger narko og gemmer pistol i barnevogn

En særdeles grov sag er kommet i mediernes søgelys, hvor to mænd på 18 år og 22 år har solgt kokain fra et barnevognsrum og har haft en pistol gemt i en af barnevognene.

Begge mænd er netop blevet dømt i retten for de grove forbrydelser, hvor de har opbevaret og solgt kokain fra et barnevognsrum. Samtidig har man haft en pistol liggende i en barnevogn.

Retten mente, at pistolen var en del af en konflikt mellem to grupperinger i Holbæk.

Manden på 22 år blev idømt syv års fængsel for sine forbrydelser.

Den 18-årige mand, som kun var 17 år på gerningstidspunket, er blevet idømt fire års fængsel. Han er ligeledes blevet udvist af Danmark, hvor han har modtaget et indrejseforbud for de næste seks år.

Begge mænde valgte i forbindelse med dommen at tage betænkningstid om at anke.

Udover fængselsstraffen er begge blevet idømt opholdsforbud i et nærmere afgrænset område af Holbæk Midtby.

Derudover fik de forbud mod at tage nogen form for kontakt til andre medlemmer af den bande, de to har haft relation til. Dét forbud gælder i syv år for den 22-årige og fire år for den 18-årige, skriver TV2 ØST.

‘Målet er, at vi får dem væk fra deres normale miljø, så de ikke bare kan fortsætte deres kriminelle aktiviteter, herunder med andre medlemmer af grupperingen, når de igen er ude af fængslet’, skriver senioranklager Anne-Mette Serup i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Anmeldelse ledte dem på sporet

Det var tilbage i januar 2024, at politiet befandt sig i området omkring Agervang i Holbæk.

Det gjorde de efter at have modtaget en anmeldelse om salg af narko i et barnevognsrum.

Ved undersøgelserne i rummet, fandt politeit en pistol gemt i en barnevogn, som stod i barnevognsrummet.

Politiet lod pistolen ligge og observerede rummet fra en civil politibil i nærheden.

Den ene af de tiltalte ankom kort tid efter til rummet. Da han ville tage våbnet fra barnevognen blev han overrasket af politiet, som fik anholdt gerningsmanden.

Tekniske undersøgelser har desuden gjort, at også den anden mand har kunne knyttes til pistolen, der er en omdannet signalpistol.

I efterforskningen er man kommet frem til, at de to i samarbejde skulle have vidersolgt cirka 400 gram kokain, som de altså nu er blevet dømt for.

Den 22-årige var derudover på egen hånd tiltalt for også at have været i besiddelse af knap et kilo hash på en adresse i Agervang.

“Det er vores opfattelse, at de to nu dømte har været en aktiv del af det kriminelle miljø i Holbæk. Vi håber at dommen i dag, sammen med de andre sager, hvor der er faldet dom, kan være med til at lægge en kraftig dæmper på, hvor aktive og synlige de kriminelle grupperinger er i byen”, siger chefpolitiinspektør Peter Buhl.

I februar blev syv mænd i alt idømt 32 års fængsel for at have været i besiddelse af i fem pistoler, der blev fundet skjult forskellige steder i Ladegårsparken i Holbæk.