Sygdom forsinker dansk premiere: Nu er erstatning fundet

Illustrationsfoto.

Premieren på forestillingen er rykket da en af hovedrolleindehaverne er ramt af sygdom. Nu er erstatningen fundet.

Oprindeligt lød det, at premieren på ‘Les Misérables’ på Betty Nansen Teatret ville finde sted lørdag den 22. marts.

Men nu er premieren på musicalen rykket, da en af hovedrolleindehaverne er blevet syg.

Det skriver Betty Nansen Teatret i en pressemeddelelse.

Teatret på Frederiksberg har således set sig nødsaget til at udskyde premieren med nogle dage til onsdag den 26. marts.

Med udskydelsen følger samtidig en erstatning for den sygdomsramte hovedrolleindehaver.

Erfaren skuespiller tager over

Her træder den 60-årige skuespiller Jens Albinus i stedet til som afløser.

‘Der er et nyt navn på scenen til ‘LES MISÉRABLES’. På grund af sygdom på holdet overtager Jens Albinus rollen som Jean Valjean og er allerede godt i gang med prøverne sammen med resten af holdet’, lyder det i pressemeddelelsen, som fortsætter:

‘Men det betyder også, at vi må rykke premieren på forestillingen til 26. marts. Har du billet til en forestilling i perioden den 22. marts – den 26. marts, modtager du en anden mail om, hvad du gør’. 

Betty Nansen Teatret afslører dog ikke, hvilken skuespiller, der er blevet ramt af sygdom.

Men ifølge Ekstra Bladet er der tale om Emil Johnsen, der skulle have spillet rollen som Jean Valjean. 

Han fremgår nemlig ikke længere på rollelisten på Betty Nansen Teatrets hjemmeside.

Rollelisten til ‘Les Misérables’ består således nu af Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak, ud over Jens Albinus naturligvis.

‘Les Misérables’ på Betty Nansen Teatret løber frem til den 3. maj, men holder dog pause over påsken.

Den danske børnebog skabervild begejstring i Norge – før den overhovedet er udgivet.