En mand har været udsat for grov vold og mishandling, da han blev holdt fanget af en gruppe mænd. I 16 timer begik gerningsmændene ‘legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder’.
Sådan forklarer politiet det mareridt, som en mand har været udsat for. På flere forskellige adresser på både Vestegenen og Sydsjælland har de seks mænd mishandlet sit offer.
Mens manden blev holdt fanget, blev hans familie kontaktet og afpresset til at betale gerningsmændene, hvis de ville se manden i live igen.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Til sidst lykkedes det at finde den forurettede, som var voldsomt kvæstet. I forbindelse med aktionen blev seks personer anholdt, men alene de tre nu dømte blev fremstillet i grundlovsforhør og har siden været varetægtsfængslet”, skriver politikredsen.
De tre mænd på henholdsvis 29, 32 og 36 år er nu blevet dømt i sagen.
Den 29-årige er blevet idømt seks års fængsel, den 36-årige har fået otte år, mens den 32-årige er dømt til forvaring. Alle tre har anket dommen til landsretten.
“Det, som den forurettede i denne sag har været udsat for, er både helt usædvanligt voldsomt og meget afstumpet – hvilket rettens dom også afspejler, siger specialanklager Bo Bjerregaard.
Afpresning i det kriminelle miljø
Udover de tre dømte er en 28-årig mand også mistænkt i sagen. Han er fortsat på fri fod og når han bliver anholdt vil der tages stilling til hans forbindelse til sagen.
Politiets efterforskning peger på, at der tale om afpresning i det kriminelle miljø, skriver politikredsen.
“Ifølge politiets efterforskning var motivet til frihedsberøvelsen og den grove vold et forsøg på at inddrive gæld i et kriminelt miljø”, skriver Københavns Vestegns Politi.