Mænd udfører seksuelle overgreb i søvne: Er de skyldige selvom de sov?

To mænd sov, da de udførte overgreb. Da de ikke var klar over, hvad der foregik, frifindes de af Højesteret.

To mænd, som var anklaget for at have begået seksuelle overgreb i søvne, er onsdag blevet frifundet af Højesteret i to forskellige sager.

Det er med forskellig grad af sikkerhed vurderet, at de to mænd lider af lidelsen sexsomnia. Derfor vurderer Højesteret, at de tiltaltes overgreb ikke var forsætlige.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Sexsomnia er en lidelse, hvor man udviser seksuel adfærd i søvne.

Lidelsen er en del af den gruppe søvnforstyrrelser, der kaldes parasomnia. At tale i søvne, gå i søvne, spise i søvne og søvnrædsel er blandt de andre forstyrrelser.

Over for Ritzau har overlæge på Dansk Center for Søvnsygdomme og professor i klinisk neurofysiologi Poul Jørgen Jennum tidligere beskrevet tilstanden som en slags “zombie-tilstand”.

– Der er ikke nogen personlig eller emotionel kontakt med vedkommende. Der er ingen nydelse forbundet med det, har han sagt.

Den ene af de to mænd blev også frifundet i landsretten. Manden var anklaget for voldtægt, og landsretten begrundede sin frifindelse med, at manden ikke var ved bevidsthed.

Landsretten dømte den anden mand, som var anklaget for oralsex på et sovende offer. Men retten fritog ham for straf, da han blev vurderet til at være utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af sin sexsomnia.

I den første sag lagde landsretten vægt på, at den tiltalte ikke var ved bevidsthed i modsætning til netop en utilregnelig gerningsmand.

Højesteret baserer sin afgørelse på de lægelige udtalelser i sagerne, ligesom at landsretten i begge sager var noget frem til, at de tiltalte enten sov eller var i en sovende tilstand.

Sexsomnia er ifølge Poul Jørgen Jennum en sjælden lidelse.

/ritzau/