Syv kvinder og fire mænd døde i svensk skoleskyderi

Syv kvinder og fire mænd, deriblandt den formodede gerningsmand, døde i tirsdagens skoleskyderi i byen Örebro i Sverige.

Det oplyser svensk politi, der fredag har offentliggjort køn og alder på de i alt 11 ofre.

Det yngste offer var en mand på 28 år, mens det ældste af ofrene var en kvinde på 68 år.

De ti ofre og gerningsmanden bag skyderiet var alle bosat i Örebro-området.

– Hvert dødsfald udgør en selvstændig efterforskning for politiet, som allerede er påbegyndt, men som nu går ind i en ny fase, efter at identiteterne er blevet bekræftet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Omkring klokken 12.30 tirsdag fik politiet en melding om skyderi på voksen- og ungdomsskolen Campus Risbergska i Örebro.

En mand på 35 år er udpeget som gerningsmanden. Ifølge flere svenske medier er han ikke tidligere straffet.

Den formodede gerningsmand er ikke kendt af politiet fra tidligere. Vedkommende menes ikke at have bandeforbindelser.

Han menes at have handlet alene og er blandt de i alt 11 døde.

Örebro ligger knap 200 kilometer vest for Sveriges hovedstad, Stockholm.

En 51-årig mand overfaldt en 10-årig dreng med slag og spark, da han kom gående med sin skoleklasse.