Diagnoser gav mildere straf for planlagt drab i Danmark

En 16-årig svensk dreng straffes med fængsel i fem et halvt år for efter aftale at være rejst til Danmark med henblik på at dræbe mindst én person med tilknytning til rockergruppen Comanches.

Det er Retten på Frederiksberg, som fredag har afsagt dom i sagen, og det var forsvarsadvokat Kåre Traberg Smidt, som fik sin vilje.

Han havde nemlig talt for en straf på fængsel i det leje, hvorimod specialanklager havde talt for en straf på syv års fængsel.

Ud over fængselsstraffen er drengen blevet udvist af Danmark og må aldrig mere vende tilbage.

Retten har begrundet den forholdsvis milde strafudmåling i drengens unge alder og i, at han er diagnosticeret med både autisme og ADHD.

Drengen er dømt for at indgå en aftale om at rejse til Danmark fra hjemmet i Värnamo i Sverige for at skyde og dræbe i hvert fald én og muligvis flere personer med tilknytning til rockergruppen Comanches.

Sagen er den første af flere sager om svenske børn, der er rejst til Danmark – angiveligt mod løfte om betaling – for at begå alvorlig kriminalitet på vegne af hærdede kriminelle.

I den konkrete sag er der imidlertid ikke fremlagt beviser for, at drengen har fået penge eller er blevet lovet penge.

To af sagens tre juridiske dommere og fem af sagens seks nævninger stemte for at dømme drengen. Og selv om det er et klart flertal, så var en frifindelse ikke langt væk.

Havde blot yderligere en af de juridiske dommere eller to af nævningerne været enige i, at der skulle ske frifindelse for drabsforsøg, så havde det været udfaldet.

Den ene dommer og den ene nævning, som skiller sig ud i sagen, mener, at der er en vis tvivl om, hvorvidt drengen rent faktisk ville have trukket sine våben og affyret dem, hvis ikke han var blevet anholdt af politiet den 16. april om eftermiddagen.

Dommeren og nævningen påpeger, at drengen på intet tidspunkt havde haft trukket sine våben i det offentlige rum. Det var alene sket i den lejlighed, hvor han opholdt sig hos en dengang 58-årig mand.

Og da han blev anholdt på Hulgårdsvej i København var det i en afstand fra Comanches-klubhuset i Brøndby, som ville tage mindst en halv time at tilbagelægge på en elcykel, som oven i købet havde en defekt.

Derudover sendte drengen flere beskeder til den ukendte bagmand, som gemte sig bag profilen “Royal Copenhagen (Online)” på den krypterede beskedtjeneste Signal. Beskeder, som efter den uenige dommers og den uenige nævnings opfattelse indikerede et manglende forsæt til at udføre forbrydelsen.

De fremhæver desuden, at drengen har flere psykiatriske diagnoser.

– Der må udvises særlig varsomhed ved vurderingen af forsættets fasthed og rækkevidde, når der er tale om et barn, hvis hjerne ikke er færdigudviklet, og særligt i forhold til et barn, der som tiltalte lider af gennemgribende udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD, lyder det i dommen.

De to stemmer for frifindelse ændrer imidlertid ikke på det samlede resultat, som konkluderer, at drengen er skyldig. Flertallet lægger vægt på drengens kommunikation på Signal og på hans færden og adfærd i øvrigt.

– Tiltaltes forberedelseshandlinger frem til anholdelsen understøtter således den plan, der fremgår af Signal-kommunikationen om at begå drab i Danmark, lyder det i flertallets begrundelse.

Drengen valgte at acceptere rettens afgørelse. Men anklagemyndigheden har mulighed for at anke dommen til Østre Landsret. Den beslutning skal træffes i løbet af to uger.

Fredag middag er flere ambulancer sammen med politiet til stede på en parkeringsplads i et industriområde. Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger er en lastbilchauffør afgået ved døden