Forældrepar dræbt i trafikulykke: Foruroligende detaljer kommet frem i retten

6. juli sidste år blev en familie ramt af en tragedie, da et forældrepar mistede livet. Både mor, far og deres to børn sad i bilen, da de blev ramt af en bil, som kørte over i modsatte bane og ramte familien. Presse-fotos.dk har fået aktindigt i den tragiske sag.

Tre personer mistede livet sidste år da en BMW kørte frontalt ind i en familiebil. Føreren af den hvide BMW døde efter ulykken, som også kostede et forældrepar livet.

En 25-årig mand sidder nu på anklagebænken, hvor han er tiltalt for uagtsomt manddrab og vanvidskørsel. Han er også tiltalt for betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.

Mellem klokken 05.40 og 06.10 kørte de to venner i nordgående retning af Ågade i København til Hillerødmotorvejens Forlængelse.

Vanvittig høj fart

Ifølge anklageskriftet har de to mænd haft en forudgående aftale om at køre ræs på strækningen. Under kapkørslen kørte begge biler med meget høj fart og overskred fartgrænsen adskillige gange.

Den tiltalte har ifølge anklageskriftet kørt med mindst 91 kilometer i timen ad Ågade i København. Her er fartgrænsen sat til 60 kilometer i timen. Men den allerede høje fart nåede nye højder, da bilerne nåede motorvejen.

Ved afkørsel 1 mod Høje Gladsaxe i retningen mod Brønshøj nåede den tiltaltes bil op på mindst 172 kilometer i timen, selvom færdselstavlen viste, at hastigheden ikke måtte overskride 70 kilometer i timen. Det betyder også, at manden har overskredet den tilladte hastighed med mere end 100 procent, ifølge anklageskriftet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Strækningen blev spærret i flere timer efter ulykken 6. juli 2024.

Da de to BMW’er nåede til Hillerødmotorvejens Forlængelse efter Bødskovvej i Hillerød kører den sorte BMW fra den hvide.

Ifølge anklageskriftet var der en afstand på mellem 58 og 114 meter mellem de to biler, da den hvide BMW kolliderer med familiebilen.

Manden i den hvide BMW mistede herredømmet over køretøjet og kørte med mindst 158 kilometer i timen over i den modsatte vognbane. Her kom familien kørende i den modsatte retning og blev ramt af bilen.

Kollisionen var så hård, at forældrene i bilen døde på stedet og de to børn kom alvorligt til skade.

Anklager vil have mand udvist

Selv om den nu 25-årige mand ikke har været direkte involveret i selve kollisionen, vil anklageren have dømt ham for uagtsomt manddrab, vanvidskørsel og have den syriske mand udvist af Danmark.

Det fortalte anklager i sagen, Dersim Bicen, til Ritzau.

“Det er min opfattelse, at tiltalte bærer en stor del af skylden, sagde anklageren til mediet.

Den tiltalte nægter sig skyldig og har fortalt, at han slet ikke har overhalet sin ven under kørslen.

Men en trafikalarm, som den tiltalte havde i sin bil, er blevet dokumenteret under sagen. GPS-data fra trafikalarmen viser ifølge anklageren flere fartovertrædelser.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Forsvarer helt uenig med anklager

Forsvarer i sagen, Jan Torp Hansen, mener ikke, at den syriske mand kan dømmes for at være skyld i ulykken. I stedet mener han, at man skal fokusere på, at manden har kørt for hurtigt på de forskellige strækninger inden ulykken.

Jan Torp Hansen fortalte i retten, at hans klient var langt bagved bilen, der kolliderede med familien. Derfor var den dengang 24-årige mand ikke direkte skyld i kollisionen.

“Vi ved godt, hvem der er årsagen til den tragiske ulykke. Vi kan ikke sende ham i fængsel. I stedet sidder vi her med min klient, der skal straffes for et uheld, han ikke har forårsaget”, sagde forsvareren i retten.

Der bliver afsagt dom i sagen torsdag klokken 12, hvor Presse-fotos.dk vil være til stede i Retten i Hillerød.

Efter ulykken den 6. juli er fartgrænsen blevet sat ned på strækningen, hvor ulykken fandt sted.