Lørdag aften blev ‘Robert Prisen 2025’ uddelt, og her afslørede aftenens store vinder en sårbar side af både sig selv og familien.
Lørdag ‘aften den 1. februar blev filmbranches mest prestigefyldte pris, ‘Robert Rrisen 2025’, afholdt.
Især filmen ‘Fuld af kærlighed’ blev den helt store vinder.
Foruden Robert-prisen for ‘Årets Danske Spillefilm’ snuppede Christina Rosendahl også prisen som ‘Årets Instruktør’.
Derudover modtog skuespiller Lars Ranthe prisen som ‘Årets Mandlige Hovedrolle’ for sin rolle i filmen, mens Viilbjørk Malling Agger modtog prisen for ‘Årets Kvindelige Hovedrolle’.
Filmen vandt også statuetter for ‘Årets Fotograf’, ‘Årets Kvindelige Birolle’ og ‘Årets Originale Manuskript’.
‘Fuld af kærlighed’ skildrer en middelklassefamilie, hvor faren kæmper med alkoholmisbrug. Filmen giver et indblik i, hvordan et sådant misbrug påvirker hele familien.
Filmen er inspireret af Christina Rosendahls eget liv, og derfor sendte hun også en tak til sin lillebror og til sin mor, som begge var til stede i salen, samt til sin søster, sangeren Pernille Rosendahl, der var ude at spille koncert og derfor ikke kunne være der.
Håber historien kan inspirere andre mennesker
Samtidig afslørede filminstruktøren, at familien er begyndt i familieterapi som følge af oplevelsen.
“Efter jeg har vist filmen til jer, er vi startet i familieterapi. Jeg synes, at det er så smukt, at det har resulteret i sådan en proces, at jeg har fortalt min version af vores historie. Jeg håber bare, det kan inspirere andre mennesker til at blive ved med at fortælle radikalt ærlige historier, også om det personlige, og ikke være bange for at komme til at støde nogle,” sagde Christina Rosendahl under takketalen.
Den 14. maj 2024 præsenterede filminstruktøren også nøglescener i et foretræde for Folketingets Socialudvalg.
Hun ønskede nemlig at illustrere vigtigheden af hjælp til de pårørende.
Hun mener, at også pårørende skal være omfattet af en behandlingsgaranti. Et budskab, hun gentog på scenen, da ‘Fuld af kærlighed’ blev kåret til ‘Årets Danske Spillefilm’.
“For hver afhængig er der fem-seks-syv-otte pårørende – hvad skal der ske med dem,” sagde Christina Rosendahl i den lejlighed.