Danmarks ældste kulturmedie har fået ny chefredaktør. Hun ser frem til at udvikle mediet i en tid, hvor kulturjournalistikken har trange kår.
Danmarks ældste kulturmagasin har fået en ny chef ved roret. Tidligere topchef og museumsdirektør Jane Mylenberg er nemlig blevet ny chefredaktør på Højskolebladet.
Det skriver Folkehøjskolernes Forening i en pressemeddelelse.
”I en tid hvor kulturjournalistikken har trange kår i det danske mediebillede, glæder jeg mig helt vildt til at sætte mig i stolen som ansvarshavende redaktør og udvikle Danmarks ældste kulturmedie,” udtaler hun i pressemeddelelsen i forbindelse med udnævnelsen.
Højskolebladet udkom første gang i 1876.
Jane Mylenberg ser særligt frem til at styrke Højskolebladet og sætte dagsordenen i debatter om dannelse, folkeoplysning, kultur og højskoleværdier.
Den kommende chefredaktør betragter nemlig Højskolebladet som en vigtig stemme i den danske kultur- og samfundsdebat.
”Når vi som nu lever i en verden kendetegnet af krisestemning, har vi særligt brug for medier, som prioriterer at lægge spalter til debat om vores grundlæggende værdier. Jeg ser frem til at give plads til mange stemmer og ikke mindst igangsætte brede diskussioner og debatter affødt af de temaer, Højskolebladet lægger arm med,” siger hun videre.
58-årige Jane Mylenberg er uddannet kunsthistoriker og har videreuddannet sig inden for journalistik og kommunikation.
Hun har blandt andet haft lederstillinger på flere museer, herunder Thorvaldsens Museum, Øregaard Museum og Trapholt.
Fra 2015 til 2023 var Jane Mylenberg museumsdirektør på Enigma.
Jane Mylenberg tiltræder stillingen som chefredaktør på Højskolebladet den 1. marts 2025.