Rasmus Højgaard kommer flyvende fra land i årets PGA-debut

23-årige Rasmus Højgaard ligger på en delt andenplads efter første runde ved PGA-turnering i Californien

Den danske golfspiller Rasmus Højgaard fik torsdag en forrygende start på sin første PGA-turnering i år.

23-årige Højgaard ligger således på en delt andenplads efter første runde ved AT&T Pebble Beach Pro-Am i den amerikanske delstat Californien.

Højgaard gik banens 18 huller i syv slag under par. Det samme gjorde fem andre spillere, som han dermed deler andenpladsen med. En af dem er den 27-årige nordmand Viktor Hovland.

Førstepladsen indtages alene af amerikaneren Russell Henley, der gik banen i otte slag under par – og altså et enkelt slag bedre end Højgaard og de andre spillere på andenpladsen.

Højgaard sikrede sig sidste år et tourkort til PGA Tour. Torsdag tog han for første gang i år hul på tilværelsen som en fast del af den prestigefulde golftour.

Den flotte første runde blev blandt andet sikret via en eagle på 11. hul. Her skulle danskeren kun bruge tre slag på et par fem-hul.

Derudover blev det til fem birdies, og på intet tidspunkt var han over par.

Ved turneringen i Californien er Rasmus Højgaard oppe mod nogle af verdens bedste golfspillere.

Blandt dem er den 35-årige nordirer Rory McIlroy. Han ligger på en delt ottendeplads et enkelt slag bag Rasmus Højgaard.

McIlroy løb dog alligevel med en del af opmærksomheden under første runde. På 15. hul stod han nemlig for et spektakulært hole-in-one.

På det cirka 109 meter lange par tre-hul sendte han således bolden direkte ned i hullet med sit første slag.

– Ærligt talt, så var det heldigt. Der er ikke længere så mange bolde, der ryger direkte i hullet og også forbliver i hullet, siger McIlroy efter første runde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blandt turneringens øvrige profiler er amerikanske Scottie Scheffler. Han gik første runde i fem slag under par og ligger på en delt 15.-plads.

/ritzau/