Festival modtager historisk stor bevilling: Arbejdet bliver nu styrket

Illustrationsfoto.

Den danske festival modtager rekordbevilling på seks millioner kroner og udvider samtidig programmet med fokus på videnskab.

Filmfestivalen CPH:DOX har modtaget en bevilling på seks millioner kroner fordelt over tre år fra Novo Nordisk Fonden. Det er den største bevilling festivalen nogensinde har modtaget.

Det skriver filmfestivalen pressemeddelelse.

Det betyder nu, at festivalen udvider programmet med blandt andet flere film og live-debatter.

Særligt videnskab kommer til at fylde mere på festivalen, der også byder på tre dages ‘SCIENCE:CINEMA’ på Nationalmuseet.

“Dokumentarfilm gør svær og tung viden mere vedkommende, spændende og tilgængelig. Vi ved fra tidligere undersøgelser og tilbagemeldinger fra publikum, at kombinationen af filmvisninger og møder mellem publikum på den ene side og forskere, videnskabsformidlere og eksperter på den anden, rent faktisk skaber et større engagement – vores publikum siger, at de lærer noget nyt, og at de bliver motiveret til at opsøge endnu mere viden,” fortæller Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør for CPH:DOX, i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Derfor er jeg også rigtig glad for i dag at kunne fortælle, at det arbejde nu bliver styrket på videnskabsområdet.” 

(Artiklen fortsætter under billedet)

CPH:DOX blev grundlagt i 2003 og har siden udviklet sig til at være en af Danmarks største kulturbegivenheder.

I år bliver det således 22. gang, at CPH:DOX slår dørene op for besøgende. Det sker fra den 19. frem til den 30. marts med en ambition om at introducere publikum for de bedste dokumentarfilm fra ind- og udland.

Samtidig ønsker CPH:DOX at belyse nogle af samtidens mest kontroversielle og presserende emner gennem talks, debatter og events.

Det fulde program offentliggøres den 26. februar 2025, men indtil da vil festivalen løbende dele information om særlige arrangementer, premierer og gæster.

Den danske film “Pigen med nålen” er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film.