PRESSE-FOTOS.DK I UKRAINE: Han står med tårer i øjnene foran et hav af gravpladser for faldne ukrainere, da Presse-fotos.dk møder ham. Her skulle hans unge soldatersøn have været stedt til evig hvile, men sønnen undslap døden på et hængende hår
På en snebeklædt græsmark i den vestukrainske by Lviv befinder sørgende pårørende til faldne ukrainere sig.
Her opleves Ruslands rasende krig mod Ukraine på tætteste hold, selvom de hårdeste og blodigste kampe foregår mange kilometer mod øst langs frontlinjen.
Græsplænen er efter krigens start blevet forvandlet til et blå-gult inferno illustreret af det ukrainske flag. Hvert enkelt lille flag symboliserer et ungt menneskeliv, der er gået tabt. En ukrainsk soldat.
Field of Mars hedder den nye gravplads. Den blev etableret i forlængelse af den russiske invasion af Ukraine i 2022, da byens oprindelige kirkegård ikke havde plads til de mange døde.
Da Presse-fotos.dk besøger stedet, er de nyeste grave blot få dage gamle, og der er allerede gjort plads til kommende soldater, der skal miste livet.
Pårørende trasker lavmældt rundt og kigger på mindepladerne for deres kære. En ung kvinde bryder sammen i gråd, da hun når et bestemt gravsted.
En mor er i gang med at rense sin unge datters plads for nyfalden sne. Den afdøde, kvindelige soldat ligger gemt bag et sandt blomsterhav. Graven er under en måned gammel.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Midt i mellem de ukrainske flag, alle blomsterne og alle tårerene møder Presse-fotos.dk 54-årige Bogdan Vikhopen.
Hans 28-årige søn Nazar var professionel soldat og blev i krigens indledende faser ramt i et russisk missilangreb.
På mirakuløs vis overlevede sønnen angrebet, men han er i dag lammet fra livet og ned, bundet til en kørestol. Han er derfor dybt afhængig af sin families hjælp for at kunne overleve.
“Desværre blev min søn alvorligt såret i krigens første dage. Desværre kan han ikke kæmpe længere. Jeg kan heller ikke kæmpe, fordi jeg skal tage mig af ham,” siger Bogdan Vikhopen, der som civil i starten af krigen greb til våben og patruljerede ved militære checkpoints.
Der er så mange unge liv, der er gået tabt i krigen. Hvad føler du, når du står og kigger på alle disse grave?
“Følelsen er, som om dele af din krop er blevet revet fra dig. Du forstår, at du ikke kan gøre noget nu og her. Du forstår, at de var unge, og at de skulle have levet videre – men de er her ikke længere, de er døde.”
“Og det her er kun en mark i vores by. I hver eneste landsby findes de her marker med gravpladser, hvor mange af vores unge mænd og kvinder er faldet i kamp for vores fædreland,” siger en tydlig rørt Bogdan Vikhopen, inden en enkelt tårer falder ned langs hans kind, og vi må afbryde interviewet for en stund.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Mange danskere kan måske undre sig over, hvorfor ukrainerne har lyst til at fortsætte kampen mod den russiske invasionshær, når man ser på de menneskelige omkostninger og tragedier, der følger med.
Men for Bogdan Vikhopen er svaret klart. Det handler om ukrainernes frihed, traditioner, kultur og nation – også selv om det næsten har kostet hans søn livet.
“Hvis vi taber krigen, vil vi stoppe vores udvikling og rykke 50 år tilbage i tiden. Men vi taber ikke krigen,” lyder det bestemt fra den 54-årige mand.
