Medie: Beredskabsaftale for millioner præsenteres onsdag

Minister havde lovet en aftale om det statslige beredskab inden jul, men kan præsentere den onsdag

Det statslige beredskab vil få tilført 608 millioner kroner over to år, som skal gå til nyt udstyr, mere uddannelse og øget cybersikkerhed. Det bliver en del af en aftale om dele af Danmarks beredskab, erfarer TV Midtvest.

Aftalen var lovet inden jul, men vil blive præsenteret onsdag formiddag af beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) ifølge mediet.

Der vil derudover skulle bruges 183 millioner kroner årligt til og med 2033 ifølge aftalen, som et flertal i Folketinget står bag.

Forhandlingsforløbet er været præget af usikkerhed. Blandt andet har flere ordførere og Danske Beredskaber kritiseret ministeren for, at det kommunale beredskab ikke bliver omfattet af aftalen.

Det bliver i stedet op til Finansministeriet og KL, når der til foråret skal forhandles om kommunernes økonomi.

Beredskabsministeriet blev netop nedsat for at samle ansvaret for Danmarks beredskab og sikkerhed i ét ministerium.

Men siden er kritikken væltet ned over Torsten Schack Pedersen.

Det er fortsat uvist, hvor stor magt ministeriet skal have over for andre instanser.

En kommission skal se på, om ministeriet får lovhjemmel til at kræve eller blot anbefale noget, når det skal pålægge andre at styrke deres beredskab.

Ministeriet har fået kritik for ikke at have et telefonnummer endnu og for ikke at købe domænet Beredskabsministeriet.dk, som i stedet drives af en person, der driver gæk med regeringen og advarer mod en zombieapokalypse.