En 20-årig mand har mistet livet i en arbejdsulykke, hvor han er blevet knust af et nedstyrtet loft. Politiet har nu yderligere oplysninger i sagen
Det var et tragisk alarmopkald, som politiet og redningsmandskabet fredag modtog i sagen om en alvorlig arbejdsulykke.
Her mistede en 20-årig mand livet under hans arbejde på en gård.
Mandag har Fyns Politi yderligere oplysninger i sagen. Blandt andet er det nu gjort klart, hvad der førte til den unge mands død.
“I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning,” oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.
Det var en 20-årig mand fra Østfyn, der omkom i ulykken på en gård, der ligger nær Svendborg.
Politiet oplyser, at en efterforskning stadig pågår af arbejdsulykken. Efterforskningen skal blandt andet klarlægge de nærmere omstændigheder om, hvorfor ulykken skete.
Arbejdstilsynet er på gården mandag og undersøger blandt andet stedet.
De pårørende er underrettet.