Politi og ambulancer rykkede ud, da en stor menneskemængde skabte kaos ved den populære natklub, Søpavillonen.
Torsdag aften inviterede en dansk producer til fest på Søpavillonen i København.
Aftenen udviklede sig dog til en vild affære.
Blandt andet var der op mod 15 politibiler og to ambulancer foran restauranten og natklubben.
Vagtchefen har ligeledes bekræftet over for Ekstra Bladet, at Københavns Politi var til stede på Søpavillonen, hovedsageligt for at assistere dørmændene som følge af den store menneskemængde.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Det er korrekt, at vi er til stede på Søpavillonen. Vi er der for at assistere dørmændene på stedet, fordi der er mange mennesker ude foran, som vælter ud på vejen”, sagde vagtchef for Københavns Politi, Martin Kajberg til mediet.
Det var i forbindelse med torsdagsarrangementet Moon Club, som den danske producer Anton Westerlin stod i spidsen for, at politiet rykkede ud.
Anton Westerlin har delt historien i sin Instagram-story, mens Moon Club skrev følgende i deres story:
‘Vi stod over for nogle udfordringer tidligere, men nu er vi oppe at køre igen. Tak for jeres tålmodighed!’
Der blev ikke foretaget anholdelser i forbindelse med den store udrykning.