Formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, er røget til tasterne. Han er ude efter udenrigsministeren, Lars Løkke Rasmussen.
‘Begrebet ad libitum knytter sig ligesom til fænomenet Lars Løkke Rasmussen.’
Sådan starter Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, onsdag formiddag et skriv på det sociale medie X.
Opslaget kommer i kølvandet på, at udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, fra næste år kan begynde at flyve privatfly når det passer ham.
I hvert fald, hvis arrangementet er af ‘officiel karakter’.
Skiftet sker med den nye finanslovaftale, der nu også betyder, at Udenrigsministeriet ikke skal betale for gildet, når der rejses – det skal Forsvaret.
‘At sortimentet nu udvides til også at gælde privatfly, er vel kun den naturlige udvikling, der følger af hans generelle anskuelse af det danske samfund som, ja et tagselvbord,’ skriver Messerschmidt på X.
Lars Løkke Rasmussen kan altså fremover, i kraft af sit virke som udenrigsminister, frit chatre Forsvarets Challenger-fly.
Hvis det ikke kan lade sig gøre at flyve med netop den maskine, bliver der lejet et privat fly.