Sikkerhedsstyrelsen advarer: Temu, eBay og Amazon er farlige

Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret 100 produkter fra ti onlinemarkedspladser og vurderer, at 90 procent af dem ikke lever op til danske standarder.

De dumpede produkter kategoriseres som ulovlige eller decideret farlige.

Vurderingen beror på, at produkterne ikke lever op til EU’s regler for produktsikkerhed.

Vicedirektør ved Sikkerhedsstyrelsen, Kirsten Wilbour Dam Christiansen, kalder resultaterne “totalt uacceptable” og vil gå til kanten af lovgivningen for at pålægge onlinemarkedspladserne mere ansvar.

De testede varer er tilfældigt udvalgt inden for udvalgte produktkategorier. Kategorierne er legetøj, elektroniske produkter, små maskiner og personlige værnemidler.

Sikkerhedsstyrelsen valgte produkterne på baggrund af, hvad forbrugerne i højere grad køber online.

De ti onlinemarkedspladser er Temu, Amazon, Banggood, CDON, eBay, Fruugo, Wish, Alibaba, Etsy og Shein.

Alle 100 produkter er blevet undersøgt for, om mærkning og dokumentation er i orden. 90 procent lever ikke op til reglerne.

40 af de 100 produkter er blevet testet. 29 af dem fejlede testene, og ud af dem blev 19 vurderet som decideret farlige.

Ifølge Kirsten Wilbour Dam Christiansen kan de elektriske produkter være farlige, fordi de kan give brugeren stød.

Derudover fandt undersøgelserne frem til, at noget af det udvalgte børnelegetøj udgjorde en kvælningsrisiko.

– Vi vil gå helt til kanten i forhold til at pålægge de her online markedspladser mere ansvar i forhold til de produkter, de sælger. Vi vil gå til kanten af eksisterende lov, men faktisk også udnytte ny lov, som er kommet i 2024, siger Christiansen.

Blandt andet vil man udfordre, at markedspladserne ser sig selv som passive formidlere. Det gælder både deres ansvar i forsyningskæden og ansvaret for de produkter, de sælger.

– Det vil betyde, at vi i højere grad kan sende bøder deres vej. Vi arbejder også for at blokere hjemmesiderne, men den helt store hammer er EU-Kommissionen, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen

Ifølge hende er Sikkerhedsstyrelsen allerede i kontakt med EU-Kommissionen for at finde ud af, hvordan styrelsen kan levere data og viden til EU.

– Vi vil rigtig gerne hjælpe dem med at kunne sanktionere online markedspladser og sikre, at de lever op til gældende krav, tilføjer hun.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er det planen, at styrelsen fortsætter undersøgelserne i 2025.

Her vil man både følge op på, om de produkter, der dumpede testene i år, kan købes igen. Derudover skal nye produkter kontrolleres.