En massiv eftersøgning af et begravet babylig har pågået de seneste 14 dage. Tirsdag er det kommet frem, at det er et uhyggeligt brev i en postkasse, der har startet politiets efterforskning.
De seneste 14 dage har politiet søgt massivt efter et babylig.
Eftersøgningen har blandt andet foregået i en iskold sø, hvor dykkere har har gennemsøgt vandet metodisk.
Tirsdag er det kommet frem, at sagen startede på baggrund af et uhyggeligt brev, der blev afleveret i postkassen hos et medie.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det beskriver Sjællandske Nyheder, der henover weekenden i uge 46 modtog et brev på deres redaktion i Slagelse.
Tidligere har politiet meldt ud, at efterforskningen startede på baggrund af et tip, men det er først nu, at det bliver præciseret, hvilket tip der er tale om.
Sammenfoldet A4-papir
Mediet beskriver, at brevet man modtog var i form af et sammenfoldet stykke A4-papir.
I brevet står der, at der ligger et barn begravet i Anlægget, samt en dato for, hvornår barnet blev født.
Derefter tog Sjællandske Nyheder kontakt til politiet, der samme dag afhentede brevet.
Politiinspektør Kim Kliver bekræfter historien til mediet.
“Jeg kan bekræfte, at der er indleveret oplysninger via et brev. Brevet indeholder oplysninger, som vi har brugt til at målrette vores indledende efterforskning,” siger han.
Han vil dog ikke komme det nærmere, hvad der står i brevet eller beskrive, hvor det kommer fra.
“Jeg kan ikke gå i detaljer med indholdet. Det er vi nødt til at beskytte i forhold til vores efterforskning. Det er sikkerheden omkring oplysningerne, som gør, at vi ikke kan gå nærmere ind i det,” lyder det fra Kim Kliver.
Efterforsker stadig
I løbet af efterforskningen i sagen, har man flere gange været synligt til stede ved Anlægget i Slagelse.
Man har dog intet gennembrud endnu, hverken i forhold til den nedgravede baby, eller kvinden man formoder, der har afleveret brevet.
“Karakteren af oplysningerne har gjort, at vi har set på sagen med stor alvor, og det gør vi for sig vidt stadigvæk. Den indledende efterforskning var ret synlig. Vi har afsluttet den del, og nu arbejder vi med at bearbejde materialet,” afslutter politiinspektør Kim Kliver.
Flere ansatte fra Sjællandske Nyheder har enten afleveret dna eller fingeraftryk i forbindelse med politiets efterforskning.
Der er for nuværende fortsat uvist om der er begravet et babylig i Slagelse.