En brand i en købmandsbutik, natten til fredag, efterforskes massivt af politiet. Flere steder på butikkens facade står der ‘stikker’.
Natten til fredag klokken 04.34 fik man en anmeldelse om en brand i en købmandsbutik.
Nye billeder fra stedet viser, at politiet fortsat er til stede om eftermiddagen.
“Der virkelig meget politi herude,” fortæller Presse-fotos.dk’s udsendte på stedet, hvor et større område er afspærret.
Den udsendte tilføjer, at der minimum er ankommet otte politikøretøjer. Herunder to normale patruljer, tre civile og i alt tre teknikkerbiler i to forskellige størrelser.
Derudover viser billeder, at flere betjente er iført DNA-dragter.
Udover, at politiet er talstærkt til stede, afslører billederne også, at der flere steder på bygningen står skrevet ‘stikker’.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Der er nogle omstændigheder, der gør, at vi mistænker, at branden er påsat.”
Sådan lød det fredag morgen fra Bjarne Tykgaard, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Fyens Stiftstidende om branden, der foregik i Lærkeparken i Odense.
Om ukvemsordene, der er skrevet på købmandsbutikkens facade, er en del af de omtalte ‘omstændigheder’, er for nuværende ukendt.
Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med branden.