Drastisk tiltag på københavnske skoler: Blokeres nu fuldstændig

Et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget i København spærrer nu for skoleelevers adgang til flere hjemmesider.

Der venter eleverne i Københavns Kommune en omvæltning, når kalenderen nærmer sig november.

Et flertal i kommunens Børne- og Ungdomsudvalg har netop besluttet, at det fra slutningen af oktober skal være slut med blandt andet sociale medier i skoletiden.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fremgår det, at kommunen allerede i dag blokerer en række hjemmesider med “skadeligt indhold” ved hjælp af en firewall-løsning.

Det er denne løsning, der nu bliver suppleret og kommer til at spærre adgangen til hjemmesider for gaming, shopping og sociale medier.

Pressekontoret i Københavns Kommune oplyser til Ritzau, at det nye tiltag kommer til at træde i kraft den 31. oktober, og at det kommer til at være gældende for alle klassetrin på samtlige af kommunens skoler.

Blokeringen er dog kun gældende så længe, der er tale om brug af skolens netværk.

Derfor opfordres der også i pressemeddelelsen til at indføre en mobilpolitik på de enkelte skoler som supplement til løsningen.

Flertallet bag beslutningen består af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Alternativet.

En afdød person er netop fundet ved et dansk slot. Udrykningspersonalet arbejder på stedet. Følg med her.